Borgmestre besøgte en uvirkelig virkelighed i Ukraine

Der er åbent på caféer, cocktailbarer og restauranter i Kyiv om aftenen som i enhver anden hovedstad, men kun en halv time-tre kvarters kørsel uden for Kyiv bliver området gennemsøgt for miner.

Mens bombede boligblokke i forstæderne Butja og Borodjanka vidner om russernes hærgen, leger børn i et springvand midt i Kyiv på den lune forårsdag.

Kontrasterne er store i hverdagen i et land i krig. Det har borgmestre fra landets største byer, København, Aarhus og Odense, konstateret ved selvsyn efter at have besøgt Ukraine.

– På den ene side er det et land og en befolkning, som er i krig, og som er voldsomt påvirkede af det i alle dele af samfundet. På den anden side gør samfundet og befolkningen sig umage med at få hverdagen til at gå videre. Det er nogle voldsomme kontraster, siger Aarhus-borgmester og næstformand i KL Jacob Bundsgaard (S).

Sammen med Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Jens-Kristian Lütken (V) og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) rejse han i sidste uge til Ukraine for at vise Danmarks og de danske kommuners fortsatte opbakning til Ukraine og blive klogere på, hvordan kommunerne bedst kan hjælpe fremadrettet. Og borgmestrene tager mange indtryk med sig hjem til deres respektive kommuner.

– Det er så brutalt den måde, russerne har smadret landsbyer og dræbt civile. Det er en uvirkelig virkelighed. Det vil jeg aldrig glemme, konstaterer Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

– Man siger tit, at håb ikke er en strategi. Her er håbet hele strategien. Ukrainerne skal hele tiden give håb og være der for at genopbygge selv de mest sønderskudte områder. Før krigen var landet på mange måder splittet. Nu står de virkelig sammen og har taget stilling til, at de hører til i vesten. Det, synes jeg, er stærkt, og det forpligter også. Det er derfor, vi støtter dem. Vi kæmper for det samme.

Det er Jens-Kristian Lütken enig i.

– Ukrainerne ved godt, hvad de kæmper for. De kæmper for deres land, for at være frie og selv bestemme, og for at blive et normalt europæisk land. Man skal dels vinde på slagmarken, men man skal også vinde ved at opretholde en levedygtig stat. Den er for alvor truet, fordi befolkningstallet er i frit fald lige nu. Derfor er det ukrainernes ambition at skabe nogle byer, som er attraktive at bo i, gode arbejdspladser og gode forhold for at få folk til at vende tilbage. Det er en kæmpestor opgave, og vi brugte meget tid på at tale med vores venner i Kyiv om, hvad deres planer er for at udvikle deres kommune og land, siger Jens-Kristian Lütken.

Når luftalarmen lyder

Det er ikke første gang, Jens-Kristian Lütken befinder sig i et land i krig. Han har således både været i Afghanistan og Irak og ikke mindst Ukraine flere gange. Omvendt havde hverken Jacob Bundsgaard eller Peter Rahbæk Juel sat deres ben i et land i krig. Og det var heller ikke uden grundige overvejelser, at Peter Rahbæk Juel tog af sted.

– Jeg skulle ret hurtigt tage stilling til, om jeg kunne rejse til et land i krig. Jeg kunne mærke med mig selv, at jeg følte, jeg var nødt til at gøre det, og jeg havde heldigvis også stor opbakning fra min familie. Jeg måtte også mærke inden, om jeg var bange. Hvis jeg var det, kunne jeg ikke tage af sted. Så ville jeg blive et problem på turen. Så det prøvede jeg at tænke igennem på forhånd, så jeg i stedet kunne være et bidrag til turen, siger Peter Rahbæk Juel.

Da borgmestrene rejste til Ukraine, havde der ikke været luftalarm i Kyiv i halvanden uges tid. Men da delegationen var til middag en aften, begyndte først Peter Rahbæk Juels luftalarm-app at hyle på telefonen. Derefter gik sidemandens app i gang, og snart hylede alle telefoner på restauranten.

– Vi sad og kiggede lidt på de andre på restauranten for at se, hvordan de reagerede. De fik lige så stille betalt deres regning, tog deres overtøj på, og så dryssede de ellers ud på gaden for at komme i sikkerhed. Så vi gjorde det samme og gik over til vores hotel, som havde et beskyttelsesrum, fortæller Peter Rahbæk Juel, mens Jacob Bundsgaard supplerer:

– Vi var sammen med nogle danskere, som bor i Kyiv, og som kunne fortælle os, at der typisk går en halv time, fra alarmen går, til der er et eventuelt nedslag i Kyiv. Så vi kunne finde et beskyttelsesrum i god ro og orden, og det var generelt helt tydeligt, at det her var befolkningen vant til. Men det er da første gang, jeg har holdt et Teams-møde i et beskyttelsesrum.

Efter halvanden times tid kunne borgmestrene igen forlade beskyttelsesrummet, da alarmen blev afblæst. Men i forstæderne Butja og Borodjanka så borgmestrene endnu mere tydelige tegn på krig.

– Det er forstæder, som har været under russisk besættelse, og det er stadig meget tydeligt. Vi så udbombede boligblokke og skudhuller i gymnastiksalen på en skole. Så det var meget, meget tydelige tegn på krig, fortæller Jens-Kristian Lütken.

For Peter Rahbæk Juel var der stor forskel på at se billeder af de udbombede bygninger på tv og i aviser og pludselig selv stå midt i det, mens Jacob Bundsgaard hæftede sig ved det liv, der stadig var i byerne.

– Mange mennesker er blevet slået ihjel i de her byer, og vi så blandt andet en boligbebyggelse, som var blevet ramt af russiske angreb, og hvor hele den ene side var fuldstændig raseret. Vi kunne se en bogreol, der stak ud over kanten på den bygning, der ikke var der længere. Og to opgange længere henne boede der stadig mennesker. Det gør stort indtryk at opleve den kontrast, siger Jacob Bundsgaard.

Venskab og genopbygning

I byen Lviv, som Jacob Bundsgaard på vegne af Aarhus Kommune underskrev en venskabsbyaftale med på turen, kom Jacob Bundsgaard også helt tæt på krigens menneskelige omkostninger. Her blev han af Lvivs borgmester nemlig bedt om at deltage i en ceremoni for en falden soldat.

– Det gjorde enormt stort indtryk. Det er en familie, der har mistet en søn og børn, der har mistet en far. Det er voldsomt. Og borgmesteren kunne ovenikøbet fortælle mig, at han deltager i den type ceremonier hver eneste dag – typisk både om formiddagen og om eftermiddagen, siger han.

I Lviv fik Jacob Bundsgaard også lejlighed til at se, hvordan kommunen arbejder med rehabilitering af krigsofre. Og her kan Aarhus Kommune ifølge Jacob Bundsgaard bidrage med sin viden om arbejdet med veteraner.

– Der er kommet 1,5-2 millioner ukrainske flygtninge igennem Lviv i løbet af krigen, og dem, der kommer nu, er skadede. De er både fysisk skadede og har ar på sjælen. De har brug for vores hjælp, siger Jacob Bundsgaard.

I Kyiv fik den københavnske del af delegationen også mulighed for at dele ud af sin viden om indsatser for veteraner.

– Kyiv har mange veteraner, som kommer tilbage fra fronten, og som skal hjælpes tilbage i samfundet. Der har vi noget ekspertise, som vi kan bidrage med, siger Jens-Kristian Lütken.

Mens Odense siden 1989 har været venskabsby med den ukrainske hovedstad, fik København på turen mulighed for at underskrive en venskabsbyaftale mellem de to kommuner.

– Vi vil meget gerne hjælpe Ukraine, og jeg håber også, foreningslivet i København vil se aftalen som en adkomst til at engagere sig i Ukraine og støtte kampen. Det skal ikke bare være drevet af kommunen. Det er alle os københavnere, der skal bakke op, siger Jens-Kristian Lütken, som også understreger betydningen af gode venner.

– Når vi kommer sådan en delegation, render vi ikke i vejen. Det betyder enormt meget for ukrainerne, at vi viser denne her opbakning. Det er hele den frie verden, der støtter Ukraine, og man må jo sige, det er det stik modsatte i Moskva. Der er ikke nogen, der rejser til Moskva for at vise dem støtte, siger Jens-Kristian Lütken, mens Peter Rahbæk Juel tilføjer:

– Man kan tydeligt mærke, hvor vigtigt det er for ukrainerne, at vi er der. De vil meget gerne have venskabsrelationer, og man skal heller ikke undervurdere den symbolske betydning, det har, for et land i krig.

Først på vinteren sidste år fik Odense Kommune sendt flere nødgeneratorer til Kyiv som resultat af en indsamling, kommunen havde lavet sammen med Rotary i Odense. Russerne var på det tidspunkt begyndt systematisk at bombe civilinfrastrukturen i Ukraine i forsøget på at gøre befolkningen krigstrætte, og mange tusinde mennesker manglede både strøm og varme, når russiske missiler satte deres systemer ud. Men at nødgeneratorerne havde gjort en forskel kunne Peter Rahbæk Juel tydeligt se og mærke, da han fik dem at se i Kyiv.

– Jeg havde aldrig troet, jeg skulle nære følelser for at se en generator, men det var rørende, fortæller han.

Og der er stadig masser, Danmark og kommunerne kan hjælpe med, mener borgmestrene.

– Det var vigtigt for mig at få en førstehåndsfornemmelse af, hvor vi kan gøre en forskel og sikre, at den hjælp, vi giver, ikke bare er noget, der føles godt, men rent faktisk har en reel værdi. Nu har vi nogle billeder af, hvad de efterspørger, og hvordan vi kan bidrage, siger Jacob Bundsgaard, som bakkes op af de øvrige borgmestre, der er helt enige om, at de vil bidrage til genopbygningen af Ukraine.

– Det her er noget, jeg håber, vi i fællesskab kan holde højt på dagsordenen. Krigen har efterhånden varet et godt stykke tid længere end et år, og ligesom det bliver hverdag i Ukraine, bliver det det også i Danmark. Der skal man virkelig gøre sig umage med at minde sig selv og hinanden om, at der hver eneste dag er ofre i den krig, og at det er vigtigere nu end nogensinde at bakke op og hjælpe til, hvis ikke Putin skal få held med sine ambitioner, siger Jacob Bundsgaard.