Gå til hovedindhold
Sundhed
Ældre

KL-formand tabte kæben, da han så sundhedsudspil: ”Det vil være synd for de ældre at gennemføre det”

Dansk Industri vil have ansvaret for et samlet sundheds- og ældrevæsen placeret hos regionerne. KL’s formand Martin Damm (V) er ikke i tvivl om, at det vil medføre mere centralisering, og mener, at Dansk Industris forslag sygeliggør alle ældre.

Foto: Mikkel Østergaard/BAM/Ritzau Scanpix

26. 11. 2023 - kl. 12:56
Tekst af Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Indhold

    Martin Damm (V), der er formand for KL, tabte kæben, da han så Dansk Industris (DI) udspil til fremtidens sundhedsvæsen. DI foreslår at give regionerne både det økonomiske og politiske ansvar for hele sundhedsområdet og ældreområdet. Men det vil være synd for de ældre, mener Martin Damm.

    – Jeg synes, det bærer præg af at være skrevet inde på Rådhuspladsen, hvor DI jo faktisk også holder til, langt væk fra virkeligheden, hvor man gerne vil centralisere alting. Det virker slet ikke som om, at de tænker på, at de taler om mennesker af kød og blod, der bor rundt omkring i hele landet, konstaterer Martin Damm.

    DI foreslår udover at samle ansvaret og økonomien for sundheds- og ældreplejen hos regionerne, at nye sundhedsfællesskaber skal etableres i hver region og en ny sundhedsorganisation skal understøtte fælles indkøb, kvalitetsudvikling og ensartede sundhedstilbud i hele landet. For få dage siden foreslog Danske Regioner i et udspil ligeledes at samle ansvaret og økonomien for sundhedsvæsnet under regionerne. Ifølge DI er der brug for en radikal forandring.

    – Vi står overfor en enorm opgave som samfund, der skal tages alvorligt. Antallet af både ældre og syge borgere stiger, personalet løber stærkere og stærkere, der er umulige koordineringsopgaver og ikke tid til kerneopgaven – nemlig borgerens sundhed. Vi er derfor nødt til at gøre noget radikalt anderledes. For patienternes skyld, men så sandelig også for sundhedspersonalet, som vi skylder at forbedre forholdene for, siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i DI, i en pressemeddelelse.

    Vi har muligheden for at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse. Men det kræver nytænkning og forenkling, så vi kan få sammenhæng i sundhedsindsatsen, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri. Foto: Dansk Industri

    Sygeliggør ældre

    Men det er en helt forkert vej at gå, mener Martin Damm.

    – Vi er ikke uenige i, at der skal være en bedre sammenhæng i behandlingen for eksempelvis kronikere og ældre medicinske patienter. Men måden at gøre det på er ikke at putte alt ind i en maskine og standardisere det. Det er det, DI vil, og det vil uden tvivl føre til mere centralisering, siger Martin Damm og fortsætter:

    – I bund og grund sygeliggør de alle ældre. Når vi bliver gamle, bliver vi alderssvækkede. Vi bliver jo ikke nødvendigvis syge. Og al den personlige pleje, der foregår i nærmiljøet, skal ikke bare puttes ned i en sundhedssilo, hvor de ældre bliver et vedhæng til det specialiserede sundhedsvæsen.

    Hvordan plejehjemmet i Vestjylland er integreret i lokalsamfundet, foreningslivet og de øvrige serviceområder i kommunen, kan du altså ikke sidde et centralt sted og styre. I hvert fald ikke hvis man vil de ældre det godt.

    Martin Damm (V), formand for KL

    DI vil dog lade regionerne overtage ansvar for alt fra genoptræning til plejehjem. Det skal skabe en bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger. Kommunerne skal dog stadig levere ældrepleje, mens regionerne overtager økonomien, stiller kvalitetskrav, laver forebyggelse og sikrer ensartede behandlingstilbud i hele landet.

    – Vi er desværre endt et sted, hvor borgeren ikke længere er i centrum. I dag kan en kommunes økonomi for eksempel afgøre, hvorvidt indlæggelse af ældre borgere bliver systematisk forebygget eller ej. Det ender desværre alt for ofte med hospitalsindlæggelser, der mange gange kunne være undgået med en tidligere indsats. Samtidigt bliver mange ældre patienter udskrevet for hurtigt til en kommunal ældrepleje, der ikke har de sundhedsfaglige forudsætninger  – det er nogle af de problemer, vi vil gøre op med. For udfordringerne med at håndtere de ældres sundhed bliver kun endnu større i fremtiden, siger Lars Sandahl Sørensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

    – Hvis vi samler ansvaret ét sted, kan vi bedre sikre at borgerne får tilbudt den samme høje behandlingskvalitet i hele landet, at sundhedsvæsenet prioriterer forebyggelse uden kassetænkning, at sundhedsdata bliver mere tilgængelige, og at erhvervslivet bliver i stand til at levere bedre sundhedsløsninger for patienten, uanset hvilken kommune du bor i.

    Det ville ærgre mig, hvis jeg som ældre skulle standardiseres til ære for leverandørerne, siger KL-formand Martin Damm om DI's forslag. Foto: Jakob Carlsen

    Standardisering for leverandørers skyld

    Men det hænger slet ikke sammen, mener Martin Damm.

    – Regionerne får jo ikke flere penge af at få ansvaret. Hvis der var flere penge, kunne man sådan set bare lægge dem ud til dem, der varetager opgaverne. Det er fint, at man standardiserer den specialiserede behandling i sundhedsvæsnet. Men hvordan plejehjemmet i Vestjylland er integreret i lokalsamfundet, foreningslivet og de øvrige serviceområder i kommunen, kan du altså ikke sidde et centralt sted og styre. I hvert fald ikke hvis man vil de ældre det godt, slår han fast og tilføjer:

    – Og hvis argumentet er, at regionerne skal have ansvaret, fordi de har en større økonomi, så kunne du jo lige så godt argumentere for, at Finansministeriet skulle overtage. De har en endnu større økonomi.

    Lars Sandahl Sørensen hæfter sig også ved, at kommunerne og regionernes forskellige tilgange til teknologi spænder ben for de bedste og mest effektive løsninger. Men mens kommunerne har fælles it-løsninger, bruger regionerne forskellige systemer, pointerer Martin Damm. Omvendt hæfter han sig ved DI’s fokus på indkøb.

    – Vi har i hvert fald to forskellige perspektiver. I kommunerne starter vi med borgerne og prøver at organisere indsatsen på borgernes præmisser. Der har Dansk Industri i højere grad en industriel tankegang. Det ville ærgre mig, hvis jeg som ældre skulle standardiseres til ære for leverandørerne, siger Martin Damm.

    Mere fra forsiden