Gå til hovedindhold
Energi
Klima
Folketinget

KL kritiserer regeringens VE-bonus: ”Det er en ommer”

KL revser regeringens VE-bonus. Finansieringsmodellen straffer de kommuner, der har været hurtige til at opsætte vedvarende energi, og kan risikere at sætte nye projekter helt i stå, lyder det.

Foto: Jacob Carlsen

22. 08. 2024 - kl. 12:25
Tekst af Mads Dam Bendtsen, mdbe@kl.dk

Indhold

    Opdateret 15.25 med citater fra Birgit S. Hansen (S), formand for KL's klima- og miljøudvalg.


    Det er en ommer og et helt uacceptabelt princip.

    Sådan lyder det fra KL’s formand Martin Damm (V) om regeringens foreslåede VE-bonus, der er en del af et samlet landdistriktsudspil.

    Selvom KL og kommunerne er enige i ambitionerne om at firdoble mængden af vedvarende energi på land inden 2030, er det finansieringsmodellen bag den foreslåede VE-bonus, der har fået KL-formanden op i det røde felt.

    Regeringen foreslår nemlig at målrette 200 millioner kroner årligt i tilskud til de kommuner, der bidrager mest med udbygning af vedvarende energi på land. Men pengene skal tages fra kommunernes bloktilskud. Det betyder, at de penge, som nogle kommuner skal have i VE-bonus, skal tages fra andre kommuner, som så kan blive nødt til at skære på velfærden, påpeger KL-formanden.

    Han pointerer samtidig, at regeringens forslag de facto kan betyde, at al opsætning af vedvarende energi vil stoppe nu, fordi bonusordningen først skal træde i kraft fra 2026.

    – Regeringen fremlægger en ny incitamentsstruktur, som risikerer at få den modsatte effekt: Et øjeblikkeligt stop, siger KL’s formand Martin Damm i en pressemeddelelse og fortsætter:

    – Problemet med bonusordningen er, at man vil vente på, at den træder i kraft i 2026 for at skaffe en bonus til lokalsamfundet. Alt vil gå i stå. Det sender også et forkert signal til de kommuner og borgere, der har taget et stort samfundsansvar og allerede har etableret vedvarende energi hurtigt. De får ingen bonus. Tværtimod vil de faktisk komme til at betale til de kommuner, der har ventet.

    KL vil øjeblikkeligt gå i dialog med regeringen om at få lavet en finansieringsmodel, der er mere spiselig.

    – Det er et uacceptabelt princip, som regeringen nu knæsætter: Den har store ambitioner, men fodrer hunden med sin egen hale. Hvad skal forhindre det næste ministerium i at få samme idé til at finansiere sine ambitioner? Det er en ommer. Vi er nødt til at have en snak med regeringen, så vi kan få en model, der rent faktisk har den tilsigtede virkning – nemlig mere vedvarende energi, siger KL’s formand.

    Mørklægningsgardinet blev trukket ned

    Formand for KL’s klima- og miljøudvalg Birgit S. Hansen (S) sætter flere ord på regeringens udspil. Heller ikke hun er begejstret over, at de 200 millioner tages fra kommunernes bloktilskud.

    – Der er jo nogle kommuner, der har gode vilkår og muligheder for at sætte VE op, som kan få fat i den her bonus. Og når pengene skal tages fra kommunernes bloktilskud, betyder det, at de penge, som nogle kommuner skal have i bonus, tages fra andre kommuner, som så er nødt til at skære på velfærden. Det kan vi ikke være imponerede over, siger Birgit S. Hansen.

    Hun har hørt fra flere af sine borgmesterkolleger, at de er skuffede over regeringens ambitionsniveau, når de ikke vil finde nye penge til en VE-bonus.

    – Da vi hørte, at de ville ud og honorere dem, der trækker det store læs her, tænkte vi, at det var spændende. Men da vi så fik at vide, at de skal tages fra bloktilskuddet, rullede det nærmest mørklægningsgardinet ned. Der bredte sig hurtigt en træthed og en afmatning, siger Birgit S. Hansen.

    Hun mener, at der er plads i Danmarks økonomi til, at regeringen finder friske penge at finansiere bonussen med.

    – Det går jo godt i Danmark. Beskæftigelsen er høj, og det her er en dagsorden, som betyder noget for Danmark. Derfor vil vi hurtigst muligt i dialog med regeringen og høre, om de kan finde nogle nye penge, siger Birgit S. Hansen.

    Lås ikon
    Landdistrikter

    Millioner til små skoler og nye former for transport: Sådan vil regeringen puste liv i landdistrikterne

    Der skal være bedre muligheder for at komme frem og tilbage med offentlig transport, og det skal være nemmere at skabe vækst og liv nær kysterne i det danske land. Det er tankerne bag nogle af de initiativer, regeringen har præsenteret i sit landdistriktsudspil.

    Millioner til små skoler og nye former for transport: Sådan vil regeringen puste liv i landdistrikterne

    Mere fra forsiden