Samarbejdet i Storkøbing Kommune slår sprækker. Det kan og skal forbedres

Debatindlæg af Kenneth Kristensen, Reel Udvikling, PhD og tidl. kommunaldirektør, og Anne-Mette Scheibel, Partner i Resonans

Meget lokalpolitik handler om samarbejde og sund fornuft, men lokalpolitikerne er demokratisk valgt til at være uenige, og lokalpolitik handler derfor helt legitimt også om konflikt og forskelligheder. Som Danske Kommuner jævnligt kan berette, ser vi i nogle kommuner, at politiske konflikter smitter af på samarbejdet mellem politikere og konkrete direktører eller forvaltningen som helhed. Det kan og skal vi gøre bedre, fordi et dårligt samarbejde påvirker både politikere og medarbejderes arbejdsmiljø, modet til innovative løsninger, servicen til borgerne og udviklingen af lokalsamfundet.

Der er godt et år til, at valgkampen til kommunalvalget i 2025 for alvor går i gang, og det er et godt tidspunkt at samle op på de seneste 2½ års erfaringer med samarbejdet mellem politikere og forvaltning. I både kommuner med gode og mindre gode samarbejdsrelationer er det værdifuldt at tale åbent om, hvad der er svært og skal forbedres og om, hvad der lykkes og skal skaleres.

Det er naturligvis vigtigt, hvordan evalueringen af samarbejdet mellem politikere og forvaltning tilgås. Vores erfaring er, at uanset om de konkrete sager handler om økonomistyring, nye skoledistrikter eller solceller, så hviler evalueringen bedre på dialog end hård jura i form af styrelseslov og delegationsplaner.

Desuden kan der i politiske miljøer være en tendens til at evaluere i et meget kritisk perspektiv, hvilket risikerer at grave grøfterne dybere. Derfor er vi fortalere for en styrkebaseret tilgang, der fokuserer på eksempler, hvor der er fremdrift og succes – også i det små. Og hvordan vi kan forstørre de gode erfaringer til at håndtere det, der er udfordrende. Faktisk bør der være en cirka 80/20 fordeling af fokus på det succesfulde og det konfliktfyldte i samarbejdet.

Rent praktisk foreslår vi en tilgang, hvor der udvælges et mindre antal konkrete sager – for eksempel et par sager, der blev håndteret til fælles tilfredshed samt en-to sager, der ”kørte i hegnet”. Sagerne beskrives først med fakta og med perspektiver fra de forskellige aktørers vinkler. Det vil også være et nyttigt greb at invitere berørte borgere med ind til bordet for at give deres oplevede udlægning. Det minder alle parter om, at målet i sidste ende er god service og velfærd til borgerne.

På baggrund af de forskellige ”vidneudsagn” drøftes, om der kan findes faktorer og mønstre i, hvornår samarbejdet mellem forvaltning og politikere går godt og mindre godt. I den forbindelse må der være respekt for, at der ikke kun er én rigtig måde at samarbejde på. Målet bør derfor ikke nødvendigvis være at blive enige om et sæt spilleregler, men i stedet at få indsigt i de andre aktørers ønsker og at afstemme forventninger.

Vi har lavet en case – Storkøbing – som er fiktiv, men ikke helt utænkelig. Storkøbing Kommune har en presset økonomi. Et hovedproblem er, at forvaltningen flere år i træk har overskredet budgettet til voksen-socialområdet, hvilket har medført politisk mistillid. Forvaltningen er blevet bedt om at levere månedlige data, handleplaner og opfølgninger til det politiske niveau, der dog hverken kan blive enige om anvendelsen af data eller de konkrete handleplaner.

Resultatet er et mere konfliktfyldt politisk miljø, sprækker i forvaltningens interne samarbejde, flere ressourcer anvendt til politisk betjening i forvaltningen og færre ressourcer til at løse borgersagerne, hvilket også har ført til opsigelser hos en række nøglemedarbejdere. Forvaltningen oplever politikerne som detailstyrende og repræsentanter for en nul-fejls-kultur. Politikerne oplever forvaltningen som sjuskede og uvillige til at lukke politikerne ind i beslutningsrummet. Både politikere, forvaltningsledelsen og medarbejderne er frustrerede over de manglende fremskridt i forhold til både de udsatte borgere og økonomien.

Som inspiration til håndteringen af udfordringerne i Storkøbing Kommune har vi lavet en række spørgsmål.

• Hvad er der konkret sket i et antal af borgersager, hvis man lader borgerne selv fortælle historien?
• Hvad oplever borgerne selv, Udsatterådet, boligorganisationer og lokalafdelingen SIND som værdifulde indsatser fra kommunen?
• Hvordan er kommunikationen mellem politikere og forvaltning tilrettelagt på voksen-socialområdet? – og på andre områder?
• Er der brug for nye kommunikative greb i mødet ml. politikere og forvaltning?
• Er der andre fagområder, hvor der er fundet gode modeller for forvaltningens orientering af og dialog med det politiske niveau – fx om inklusion i folkeskolen eller byggeansøgninger?
• Hvad er det, der fungerer godt på disse områder? Hvordan kan det forstørres?