Det er nu, vi har chancen for at løse sundhedsvæsenets udfordringer – lad os ikke tabe det på gulvet
ㅤ

Foto: Colourbox
Debatindlæg på vegne af 97 borgmestre, 2 rådmænd, 1 sundheds- og omsorgsborgmester og 1 viceborgmester
Vi står med et ægte problem i vores sundhedsvæsen.
Vi ser ind i en udvikling med mange flere ældre borgere, flere borgere med en eller flere kroniske sygdomme og mange flere borgere med psykiske lidelser – både børn, unge og voksne.
Det er udfordringer, der i høj grad kalder på de løsninger, som ligger uden for sygehusvæsenet. Det er i mindre grad højt specialiseret behandling, der efterspørges, men derimod styrkede almene og nære sundhedstilbud, lige adgang til sundhedstilbud overalt i landet og sammenhængende indsatser.
Problemet er bare, at vores sundhedsvæsen slet ikke er gearet til dén udvikling.
Siden strukturreformen i 2007 har vi som samfund prioriteret rigtig mange ressourcer og rigtig meget tid på en ambitiøs omlægning af sygehusene.
Men vi har glemt sundhedsvæsnets andet ben – det nære. Det sundhedsvæsen, som er til for de mange, som fokuserer på borgernes sundhed og ikke bare sygdom, og som er nært og tilgængeligt.
I kommunerne har vi selv stået for investeringerne i det nære sundhedsvæsen, skabt tilbuddene af egen drift og tegnet udviklingen uden den nødvendige støtte fra statslig side.
Det er vores indsatser, der gør, at borgerne ikke bliver efterladt i ingenmandsland, når de bliver udskrevet fra hospitalerne. Fx har vi oprettet over 3.500 kommunale sengepladser for at kompensere for de ca. 5.000 færre senge på sygehusene.
Vi er tæt på mål, men snubler vi?
Skal vi løse de problemer, kræver det, at vi får bygget en kapacitet op i kommunerne, der kan håndtere de mange kronikere, ældre og borgere med psykiske lidelser. Det er dét, en sundhedsreform skal have fokus på.
Vi er tæt på målstregen. Strukturkommissionen afleverer sine modeller for et fremtidigt sundhedsvæsen før sommer – og regeringen kommer med et udspil til august.
Men vi er alvorligt bekymrede for, om vi nu også får den reform, der er behov for. Eller om vi ender med en model, der blot gør det hele værre.
Regionerne argumenterer for, at de skal have ansvaret for at drive det samlede sundhedsvæsen, herunder også plejehjem, ældrepleje og hjemmehjælp. Det lyder måske besnærende, men ofte er dét, der lyder for godt til at være sandt, rent faktisk for godt til at være sandt.
Det er egentlig pudsigt. For dengang regionernes fremtid sidst var på spil, havde de travlt med at hylde nærdemokratiet. Nu er de i stedet blevet talspersoner for centralisering og længere afstande mellem borgerne og dem, der træffer beslutningerne.
En af de lækkede modeller i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde peger på at genindføre amterne. Det er bare svært at tro, at en fjern region eller et genindført amt bedre kan møde den enkelte ældre med ældrereformens løfter om mere selvbestemmelse, tillid og lokal forankring, end vi kan i kommunerne. Det er svært at se logikken i, at man som borger i Vordingborg skal gå til politikerne i Sorø, hvis man er utilfreds med sin genoptræning. Eller at man som pårørende i Aabenraa skal en tur til Vejle for at tale om sin mors plejehjemsplads.
Herfra bliver det derfor et klokkeklart nej tak til flere regioner! Centralisering er ikke svaret på sundhedsvæsenets udfordringer.
Det nære skal styrkes
Fra kommunernes side vil vi en anden vej. Frem for alt er der brug for at styrke det nære sundhedsvæsen. Tæt på borgerne – og for de mange. Det nære sundhedsvæsen skal ikke bare være et vedhæng til sygehusene. Nej, det skal stå i sin egen ret. Ellers løser vi ingen af de problemer, som vores sundhedsvæsen står overfor.
Vi har nogle store ubalancer i den regionale struktur i dag. De syge bor der, hvor der ingen læger er, og uligheden i sundhed vokser og vokser. Derfor er der brug for en stærk statslig sundhedsmyndighed, som bl.a. står for at sikre, at vi har læger i hele landet.
Og derfor skal vi have få, robuste regioner, der fokuserer på deres kerneopgave: At levere ensartet behandling af høj kvalitet på landets sygehuse – i hele landet.
Og så skal vi have skabt en samarbejdsstruktur omkring almen praksis, kommuner og regioner. Den kan udformes på mange måder, og også på andre måder, end kommunerne tidligere har foreslået. Det afgørende er, at der kan samarbejdes tæt og træffes forpligtende beslutninger, så borgerne ikke tabes mellem to stole.
Så lad os nu ikke tabe den enestående chance, vi har for rent faktisk at løse sundhedsvæsenets udfordringer! Tiden er kommet til at styrke det nære sundhedsvæsen.