Gå til hovedindhold
Grøn Trepart
Klima
Miljø

KL roser grøn trepart og gør klar til at sidde for bordenden: ”Den opgave er ikke fremmed for os”

Med en politisk aftale om Den Grønne Trepart er kommunerne nu et skridt tættere på at kunne starte arbejdet med en omfattende arealomlægning. Og det er man klar til, lyder det fra KL.

Jeppe Bruus (S), minister for Grøn Trepart, præsenterede mandag en politisk rammeaftale, hvor der blandt andet afsættes 43 milliarder kroner til arealomlægning. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

18. 11. 2024 - kl. 19:38
Tekst af Martin Pedersen, marp@kl.dk

Det danske landskab står over for store forandringer.

De er nu kommet et skridt tættere på, efter regeringen, SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre mandag kunne præsentere en politisk rammeaftale.

Regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og KL indgik før sommer en grøn trepartsaftale, og det er den, som nu er blevet politisk stadfæstet.

Der skal rejses 250.000 hektar skov, svarende til et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm, 140.000 hektar kulstofholdige lavbundsjorde skal udtages. Alt i alt skal 10 procent af Danmarks areal omlægges til natur og skov frem mod 2045.

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at det er lykkedes at samle et bredt flertal i Folketinget om at give politisk opbakning til denne her aftale fra i sommer med at omdanne store dele af vores areal til natur og skov, så vi kan få livet tilbage i vores fjorde og nå vores klimamål og omstille vores fødevareproduktion i det her land, lød det fra Jeppe Bruus (S), minister for Grøn Trepart, da han og aftalepartierne mandag præsenterede aftalen.

43 milliarder til arealer

Kommunernes rolle bliver ikke lille, og derfor glæder det også Johannes Lundsfryd Jensen (S), der er formand for KL’s klima- og miljøudvalg, at aftalen nu er landet.

– Det er et stykke Danmarkshistorie. Det er en meget stor aftale, som adresserer nogle af tidens vigtigste spørgsmål i forhold til natur og klima. Men det er også en aftale, som naturen og klimaet har ventet på, og som vi som kommuner har ventet på, så vi kan komme i gang med vores store arbejde, siger han.

Nyheder fra Danske Kommuner

Få de bedste historier fra det kommunale Danmark direkte i din indbakke.

Sæt kryds i boksen for at acceptere Danske Kommuners vilkår og betingelser.

Der afsættes 43 milliarder kroner til at gennemføre en gennemgribende omlægning af Danmarks areal. Det skal ske gennem Danmarks Grønne Arealfond.

Samtidig igangsættes en omfattende kvælstofindsats med arealomlægningen som omdrejningspunkt. Med aftalen sættes der med udgangspunkt i scenarie 1 fra rapporten om Second Opinion - med undtagelse af Bornholm – et mål for indsatsen.

Udledningen af kvælstof skal reduceres med 13.780 tons om året. Rapporten er udarbejdet af Finansministeriet og opstiller tre scenarier for reduktion af kvælstof, hvor man nu har valgt at gå med det mest ambitiøse scenarie. Det blev besluttet i landbrugsaftalen fra 2021, at der skulle laves en 'second opinion' på kvælstofindsatsen, og det er den, beslutningen er taget ud fra.

Klar til ansvar

For at komme i mål med arealomlægningen bliver der etableret lokale grønne treparter, hvor landbrugs- og naturorganisationer med kommunerne for bordenden får ansvaret for at planlægge og implementere omlægningen.

Der skal udpeges arealer for lavbundsjorder, som skal tages ud af drift, kvælstofudledningen skal kortlægges, 20 procent fredet natur skal udpeges, og det samme skal drikkevandsinteresser.

Og det ansvar er kommunerne klar til at tage på sig.

– Den opgave er ikke fremmed for os. Vi er vant til at have en faciliterende rolle med lokale aktører. Vi er vant til at planlægge for helheder i forhold til vedvarende energi, natur og drikkevandsbeskyttelse. på sin vis er det logisk, at det er kommunerne, der sidder for bordenden. Men samtidig er det også et stort skulderklap til kommunernes arbejde og måde at arbejde på, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

KL-udvalgsformanden peger på, at det nu er vigtigt, at rammerne for det videre arbejde hurtigt kommer på plads. For tidsplanen er stram og det skærper nødvendigheden for, at staten hurtigt får konkretiseret blandt andet økonomi og it-understøttelse.

Og så bliver der brug for tålmodighed.

– Det, at vi skal udarbejde planer for 10 procent af Danmarks areal, siger noget om opgavens omfang, siger Johannes Lundsfryd Jensen og fortsætter:

– Fra vi vedtager en plan om at etablere skov, til der rent faktisk står en skov, går der nogle år. Der er leveringstid på hele outputdelen. Den tålmodighed skal vi også have. Men jeg tænker, vi står et godt sted. Det er ambitiøst, og vi tager arbejdstøjet på.

Læs hele aftalen her.

Mere fra forsiden