Kontrakten knirker

Debatindlæg af Susanne Ursula Crawley (R), Rådkvinde for børn og unge i Odense

Aldrig har flere børn fået stillet psykiatriske diagnoser end i dag, hvor knap 20 % har fået en diagnose, inden de forlader folkeskolen. Aldrig har flere børn haft bekymrende skolefravær.

Aldrig har flere børn givet udtryk for, at de mistrives og ikke kan lide sig selv. De kæmper med kønsidentitetsspørgsmål, klimaangst og en følelse af utilstrækkelighed, og flere og flere børn kæmper med misbrug eller får udskrevet sovemedicin.

Det er naturligvis ikke gået under radaren i kommunerne. I Odense har vi iværksat – blot for at nævne et udpluk – gratis psykologhjælp, samtalegrupper for børn, som lever i familier med skilsmisse eller alvorlig fysisk og psykisk sygdom. Vi har tilbud om misbrugsbehandling og behandlingsansvarskæder for børn og unge med angst, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.

Jeg ser både min egen og andre kommuner oprette stadigt flere tilbud målrettet sårbare børn og unge – både kommunalt og i partnerskab med frivillige foreninger. Nationalt følges op med tiltag, som skal dæmme op for unges brug af opioider, bevillinger til psykologhjælp eller støtte til udvalgte NGO’er.

Det er selvfølgelig godt. Børn og unge, der har brug for hjælp, skal have det. Men er det mon bare symptombehandling? Tager vi fat om de grundlæggende problemer? Og kan man tænke så vidt, som at vi kompenserer vores unge, så de kan tåle at være i vores velfærdssamfund?

Jeg tror, at tiden er kommet til at stoppe op. Til at spørge os selv om, hvorfor det er så svært at være barn og ung - svært at være menneske – i vores samfund. Et samfund, hvor jo også børnenes forældre og bedsteforældre mærker utilstrækkeligheden, sygemeldes med stress, ikke ønsker at føde børn og har svært ved at finde mening.

Vores velfærdssamfund er bygget op omkring en kontrakt om, at vækst skaber, og er en helt nødvendig forudsætning, for velstand og velfærd. Først arbejder vi, sidenhen producerer og forbruger vi varer, hvorefter vi betaler skat af overskuddet, som så betaler for vores velfærd. Vi er vokset op med “ingen velfærd uden vækst”.

Jeg føler, at kontrakten vakler. At den er blevet for svær - både for det skrøbelige menneske og vores skrøbelige natur. At kontrakten efterlader meget begrænset plads tilovers til det søgende, elskende og skabende og virkelystne menneske. For ikke at tale om naturens overlevelse i et vækstafhængigt samfund, der driver rovdrift på ressourcer.

For mig hænger trivsels- og klimakriserne sammen. At bygge et samfund på vækst nedbryder med tiden både mennesker og natur. Tiden er kommet til at tænke over, hvilken værdi vores arbejde skal have. Om vores arbejde skaber udvikling eller blot bidrager til et stadigt større overforbrug af tøj, ting og fødevarer. Tiden er kommet til at lade vores økonomi styre af, hvad vi ikke kan eller ikke vil undvære, frem for hvor meget vi kan få. Ja, simpelthen til at tænke over, hvor meget man egentlig bør nå i et liv som barn eller voksen. 

Vi bliver nødt til at stoppe op og tænke over meningen, ellers mister vi os selv og naturen.