Kommuner frygter at blive klemt i nye råd med regionalt flertal

Godt nok får kommunalpolitikere plads i de 17 nye sundhedsråd, regeringen foreslår i sit sundhedsudspil. Men rådene skal etableres som stående udvalg under regionsrådet, have regionalt flertal, og kun regionsrådsmedlemmer får standsningsret.

Den konstruktion bekymrer Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København og formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet.

– Vi er bekymrede for, at det ender med bare at blive nogle hyggelige kaffemøder, hvor de kommunale repræsentanter kan aflægge et høflighedsvisit, uden vi reelt får nogle nærtilbud ude i kommunerne ud af det, siger Sisse Marie Welling.

Går den kommunale indflydelse tabt, frygter hun, at det også vil gå ud over udviklingen af det nære sundhedsvæsen, som ellers er hovedfokus i regeringens sundhedsudspil.

– Det er os, der ved, hvordan virkeligheden ser ud udenfor hospitalerne. Det er ikke regionernes spidskompetence. Det må ikke drukne i kræftpakker eller en stor centralisering. Derfor er det vigtigt at sørge for, at magtforholdene er lige mellem de kommunale og regionale repræsentanter, siger hun.

Vakse ved havelågen

Ifølge Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi og også var medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, giver det dog god mening at sætte én part for bordenden.

– Der er ingen tvivl om med denne her konstruktion, at det er regionerne, der er født til at sidde for bordenden. Men jeg tror egentlig, den konstruktion er fint designet til at løse det, den skal: At sætte fokus på noget decentralt og sørge for lokale input til, at regionerne kan løse mere decentralt, siger han.

Han forstår dog godt de kommunale bekymringer.

– Det er fair indvendinger, kommunerne kommer med. Og det er også helt klart, at man skal have meget fokus på det nære sundhedsvæsen og følge nøje, at det bliver løftet. Men jeg synes, rådene indeholder de rigtige ingredienser. Vi mangler bare at se resultatet, siger Jakob Kjellberg.

Ulrik Kjær, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, kalder sundhedsrådene for ”et nybrud”. De regionale fordele mener han skaber et tydeligt a- og b-hold mellem rådenes medlemmer. Men det er særligt den pointe, at de er stående udvalg under regionsrådet, han hæfter sig ved.

– Det er et lidt spændende eksperiment, at man har et stående udvalg med kommunale medlemmer, der får stemmeret i et stående udvalg, der ligger under en region, siger han og fortsætter:

– Kommunerne skal også virkelig være vakse ved havelågen i forhold til det administrative led. Bliver det regionen, der skal betjene medlemmer af sundhedsrådene, kan jeg godt se for mig, at der kan opstå nogle uenigheder, hvis de kommunale medlemmer ikke må trække på deres egne folk i deres egen forvaltning.

Et demokratisk spørgsmål

Af regeringens sundhedsudspil fremgår det, at kommunerne bliver repræsenteret i sundhedsrådene med en sundhedsudvalgsformand. Den kommunale repræsentants stemme tæller dog for to, hvis kommunen har over 80.000 indbyggere.

Men Sisse Marie Welling mener, sundhedsrådenes sammensætning skaber demokratiske problemer.

– Der er meget stor forskel på, hvor stort borgergrundlaget er, og der er meget stor forskel på, hvor stor repræsentation kommunerne har ind i sundhedsrådene. Københavns Kommune har flere borgere end hele Region Nordjylland, men kommer til at sidde med én repræsentant, nævner hun til eksempel.

Ulrik Kjær undrer sig dog over et andet demokratisk spørgsmål ved rådene. For konstruktionen lader ikke til at tage højde for partimæssig fordeling.

– Selvom man er medlem af et sundhedsråd som udvalgsformand, repræsenterer man vel stadig det parti, man er valgt ind for. Derfor må der også være en opgave i at få sammensat sundhedsrådene, så de passer partimæssigt med valgresultaterne. Det fremgår faktisk heller ikke, hvad man repræsenterer, når man bliver medlem af sundhedsrådet. Er det kommunen eller hele det område, sundhedsrådet dækker, siger Ulrik Kjær og tilføjer:

– For sådan en som mig, der går op i demokrati, er det altså ikke helt ligegyldigt, og hvis vælgerne også skal kunne forstå denne her konstruktion, så er der brug for at blive skarpere på de spørgsmål.

Godt samarbejde er afgørende

Formand for Region Nordjylland og næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V) er dog ikke så bekymret for de nye sundhedsråd.

– Det virker som en fornuftig konstruktion. Med reformen sikrer man, at hele kæden af sundhedsydelser lægges ind i regionerne, og at incitamentsstrukturerne vender entydigt mod én myndighed. Det, tror jeg, styrker sammenhængen i sundhedsvæsenet, siger han og fortsætter:

– Men det er samtidig også vigtigt, at vi har fokus på at skabe nærhed og at være tæt på de borgere, vi træffer beslutninger for. Det er her, sundhedsrådene kommer til at spille en meget, meget vigtig rolle, og hvor kommuner og regioner i fællesskab skal løfte opgaven.

Mads Duedahl, der selv har været kommunalpolitiker i 12 år og heraf rådmand i Aalborg Kommune i otte, kan kun se fornuft i, at der nu er lagt op til at give regionerne mere ansvar.

– Lige meget hvor jeg har siddet, har jeg syntes, det var fornuftigt, at når man pålægger nogen en opgave, så skal der følge et entydigt ansvar med. Det gør man her, og det, tror jeg, er klogt. Men det betyder ikke, at det gode samarbejde mellem kommuner og regioner ikke er afgørende, siger han.

Og det er altså netop det samarbejde, Sisse Marie Welling frygter for. For flertal, en regional administration og standsningsret til regionsrådsmedlemmerne fordrer ikke et ligeværdigt samarbejde, mener hun.

– Min oplevelse er, at det er i dialogen og det ligeværdige magtforhold, at de gode løsninger findes. Ikke ved, at den ene part kan sidde og tromle den anden, siger hun.

Vil ikke tromles

Også økonomien i sundhedsrådene bekymrer Sisse Marie Welling. For selvom der er sat penge af til rådene i form af 4,3 milliarder kroner, som skal gå til nære indsatser, skal en stor del af de penge komme fra demografimidler – penge, som kommuner og regioner får til at dække de udgifter, der er forbundet med, at der bliver flere ældre og børn. Nu lægger regeringen op til, at kommunerne skal lægge 10 procent af de penge i sundhedsrådene, mens regionerne skal kanalisere 75 procent af deres demografimidler ud i rådene målrettet mod sygehusdrift.

– Vi er rigtig glade for, at der er økonomi til sundhedsrådene. Vi er mindre glade for, at de penge, der skulle have været brugt til sosu’er ude i kommunerne, nu skal bruges på at drifte akuthospitalerne. Vi kommer til at betale en masse penge ind til nogle sundhedsråd, som grundlæggende er født med, at vi er i mindretal, og det betyder, at vi så ikke får nogen magt over, hvordan pengene skal bruges, fordi der kan sidde nogle regionsrådsmedlemmer og beslutte sig for, hvordan det skal være, siger Sisse Marie Welling.

Selvom Mads Duedahl anerkender kommunernes bekymring, bider han mærke i, at regionerne skal aflevere absolut mest økonomi. Og han synes, kommunerne skal prøve at tage de bekymrede briller af.

– I stedet for at være bekymrede, synes jeg, man skulle se det som en stor mulighed for, at man har medindflydelse på, hvordan vi åbner sundhedsvæsnet op. Jeg tror faktisk slet ikke, man skal være bekymret for den nære sundhed – nærmere for hospitalerne, for der kommer ikke færre kræftpatienter, færre benbrud eller færre ældre og kronikere, som de skal tage sig af, i fremtiden, siger han og tilføjer:

– Når det er sagt, så er jeg helt enig i prioriteringen: Det er det nære sundhedsvæsen, der skal udvikles, og hvis ikke vi formår det, så kan sundhedsvæsnet ikke klare det pres, der kommer. Det er en bunden opgave, som vi meget gerne tager imod i regionerne. Og hvis vi skulle glemme vigtigheden af den opgave, har vi jo heldigvis mange kommunale kollegaer til at minde os om det. antj@kl.dk