Lad os dele håbet om en folkeskole for alle børn

Debatindlæg af Susanne Crawley Larsen (R), Rådkvinde for børn og unge, Odense Kommune

Når man kigger rundt i klasseværelserne på landets folkeskoler, er der alt for mange børn, som mangler.

Jeg taler om alle de børn, som i stedet for at gå på deres lokale folkeskole, har deres hverdag et andet sted. Børnene, som går på privat- eller friskoler. Børnene, der er visiteret til specialskoletilbud. Eller de børn, som af den ene eller den anden grund oplever en længere periode med meget højt fravær eller helt holder op med at komme i skole. Det er en andel, som mange steder i landet – også i Odense, hvor jeg selv er rådkvinde – er blevet bekymrende stor. Så stor, at den nu udfordrer selve måden, vi er samfund på.

For lidt over 30 år siden underskrev Danmark, sammen med 91 andre lande, den såkaldte Salamancaerklæring, som netop skulle komme denne udvikling til livs og give alle børn en plads i fællesskabet.

I erklæringen bekræftedes alle menneskers grundlæggende ret til uddannelse, sådan som den er nedfældet i Menneskerettighedserklæringen. Det blev slået fast, at alle børn har unikke egenskaber, evner og behov. Samtidig blev det understreget, at denne diversitet er noget, som uddannelsessystemerne skal favne, så alle børn kan indgå i de brede fællesskaber og have deres hverdag på deres lokale skole. At flytte børn permanent til specialskoler eller -klasser skulle være en klar undtagelse, som kun anbefales i ganske få tilfælde.

Når man læser erklæringen, er det på en og samme tid bemærkelsesværdigt og nedslående, i hvor høj grad vi i skoleverdenen stadig bokser med de temaer, som erklæringen handler om. Bemærkelsesværdigt fordi ambitionerne stadig er lige så aktuelle og vigtige, som da de for 30 år siden blev formuleret. Nedslående fordi vi fortsat er ikke på rette vej, når det kommer til, at flere børn finder en god plads i den almene folkeskole.

Måske har vi ligefrem glemt erklæringens hensigter? Den sønderlemmende kritik, som Danmark for nylig fik af FN’s Handicapkomité i en 17 sider lang rapport, kunne tyde på det. Her kritiseres vi blandt andet for den stigende andel af danske børn og unge, som udskilles til specialtilbud. En andel, der i min egen kommune, Odense, er stigende (ca. 5 procent) på samme måde som i resten af Danmark. Dette sker samtidig med, at både medarbejdere og forældre oplever flere børn med umødte behov.

Jeg mener, at det er tid til at få Salamancaerklæringen støvet af og give den det liv, som den skulle have haft for længst. Folkeskolen er den vigtigste, fælles institution, vi overhovedet har. Det er her, fremtidens Danmark bliver til. Stedet, hvor kommende generationer dannes og uddannes til hele, myndige mennesker. Forsætter opbrudstendenserne frygter jeg, at det får permanente konsekvenser for den sammenhængskraft og tillid, som ellers kendetegner vores land og vores lokalsamfund.

Derfor hviler der lige nu et kæmpestort ansvar hos os kommunalpolitikere, som om få dage samles til KL’s Børn- og Ungetopmøde i Aalborg. Der skal handling til, når vi stiger af toget igen i vores hjemkommuner.

De fleste af os er optaget af erfaringer fra Lillehammer i Norge, hvor det er normalen, at også børn med særlige behov er en del af klassefællesskabet. For ”hvor skulle de ellers være”, spørger de?

Nu må vi forpligte hinanden på også herhjemme at efterleve de principper, vi tilsluttede os. Så vi får skabt en folkeskole, hvor alle børn har ret til at være i klassen. Ikke blot til at blive rummet, tålt eller inkluderet, men til rent faktisk at deltage på lige fod med alle andre børn i lokalområdet. Simpelthen fordi det er sådan, vejen brolægges til et socialt, humant og retfærdigt samfund.