Vi sender børn i juniormesterlære, fordi vi svigtede dem som små

Debatindlæg af Ethel Hansen, direktør, LearnLab

Fra skoleåret 2025/2026 er kommunerne forpligtet til at tilbyde "Juniormesterlære" for elever i 8. og 9. klasse. Ordningen skal give unge, som mistrives i den traditionelle skolegang, en mere praksisnær vej til uddannelse og job.

Men lad os være ærlige: Juniormesterlære er en lappeløsning. Den er nødvendig, fordi vi ikke satte rigtigt ind, da børnene var små.

Forskningen har i årevis været klar: En tilstrækkelig og tidlig pædagogisk indsats kan rette op på konsekvenserne for op mod 80 procent af de følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder hos børn, som ikke skyldes medfødte udviklingsforstyrrelser.

Selv når børn har medfødte vanskeligheder som autisme, sprogvanskeligheder eller ADHD, kan tidlig opsporing fra 10-månedersalderen mindske senere problemer markant.

Vi ved, hvad der virker: ikke flere tests og kontrolsystemer, men systematiske pædagogiske observationer i sundhedspleje, dagpleje og vuggestue.

Værktøjerne findes allerede: ADBB (Alarm Distress Baby Scale), PUF (Psykisk Udvikling og Funktion) og Kompetencehjulet bruges mange steder.

Problemet er ikke manglende viden eller redskaber. Problemet er, at vi ikke bruger dem systematisk og konsekvent – og at vi alt for ofte ikke får handlet på det, vi ser.

Det er et svigt, ikke mindst overfor de forældre, som allerede tidligt udtrykker bekymring for deres børns udvikling.

Alt for ofte bliver forældres bekymringer mødt med beroligelser og vent-og-se-bemærkninger. Det er et fatalt spil med børns fremtid, for de fleste forældre har ret: De kender deres børn bedst. Og de ser mistrivsel, før den slår rod.

Lovgivningen pålægger kommunerne ansvar for mere end blot at tilbyde Juniormesterlære som en lappeløsning.

Ifølge Dagtilbudslovens § 7 skal dagtilbud fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge læringsmiljøer. De skal tage udgangspunkt i børneperspektivet, samarbejde med forældrene og sikre gode overgange til skolelivet.

Når børn viser tegn på mistrivsel, er det en pligt at handle – ikke at vente.

Det er ikke bare min personlige overbevisning: Trivselskommissionen slår på side 120-121 fast, at der skal sættes massivt ind på tidlig opsporing og forebyggelse. Kommissionen nævner ADBB som ét eksempel og understreger, at kommunerne skal blive langt bedre til at opdage begyndende mistrivsel i småbørnsalderen.
Mit forslag om at handle tidligt og systematisk er derfor fuldt i tråd med Trivselskommissionens anbefalinger – og burde være en politisk og faglig selvfølge.

Når vi ikke handler tidligt, skubber vi problemerne foran os. Vi ser det, når alt for mange unge i 8. klasse mangler troen på skolen, på voksne og på sig selv. For dem bliver Juniormesterlære en nødvendig redningsplanke, ikke et frit valg.

Hvis vi vil mindske behovet for Juniormesterlære, specialtilbud og forberedende ungdomsuddannelser, skal vi bruge vores viden konsekvent. Vi skal lytte til forældrene. Vi skal observere med åbenhed og faglighed. Vi skal handle – tidligt og helhjertet.

Vi kan begynde i morgen.

Vi skal bare turde tage ansvaret, før endnu flere børn, også om nogle år, må vælge en nødløsning, fordi vi svigtede dem som små.