Tværsektorielt samarbejde kræver stærke fagligheder – ikke nødvendigvis færre grænser

Af Michael Fehsenfeld, Andreas Nielsen Hald, Katrine Glintborg Iversen og Viola Bureau, Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed

Ifølge Sundhedsstrukturkommissionens rapport (2024) viser en analyse, at 63 pct. af de sektorkrydsende indsatser kategoriseres som ”strukturkompenserende”, mens kun 8 pct. er kategoriseret som ”videreudviklende”. Sektorkrydsende indsatser har bl.a. til formål at undgå indlæggelser og at sikre kontinuitet og sammenhæng i behandling.

Sektorgrænser fremstilles ofte som barrierer for tværsektorielt samarbejde som skal nedbrydes eller kompenseres for. Der er næppe tvivl om, at sektor-opdelingen af sundhedsvæsenet skaber udfordringer. Men spørgsmålet er, om det er grænserne i sig selv, der skaber udfordringerne?

Det tværsektorielle samarbejde er en forudsætning for gode borgerforløb, og i den nye sundhedsreform er der lagt op til at sundhedsrådene skal understøtte og styrke dette samarbejde. Samtidig ønsker ingen at gå på kompromis med den faglige kvalitet. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at sektoropdelingen et vigtigt byggesten i den faglige kvalitet. Specialisering giver rum til faglig udvikling af sundhedsprofessioners praksis.

Fremfor at nedbryde sektorgrænser må formålet derfor være at skabe organisatoriske rammer som fremmer mulighederne for, at de fagprofessionelle, i deres respektive sektorer, kan udvikle høj faglig kvalitet som udgangspunkt for samarbejdet omkring at skabe kontinuitet og sammenhæng for borgerne.

Tværsektorielle teams i praksis

I tre kommuner i Region Midtjylland har man gennem flere år arbejdet med en model, der skal styrke det tværsektorielle samarbejde i psykiatrien. Arbejdet har haft fokus på at gøre det muligt at tilbyde fleksibel støtte og behandling på tværs af sektorer skræddersyet til borgere med svær psykisk sygdom.

Indsatsen er organiseret i tværsektorielle teams bestående af regionale og kommunale medarbejdere, som sammen koordinerer de enkelte borgerforløb. På ugentlige møder samles et fast team af læger, sygeplejersker, bostøtter, misbrugsbehandlere m.fl. og koordinerer sociale og sundhedsfaglige indsatser samt støtteordninger. Når der opstår behov, som ikke dækkes af kerneteamet, inddrages relevante eksterne fagpersoner.

Modellen forsøger således ikke at opløse eller nedbryde sektorgrænserne, men har fokus på at skabe et fælles rum for at skabe kvalitet i de tværsektorielle indsatser. Arbejdet med denne model har ikke været uden udfordringer. Men i de tre år vi undersøgt etableringen af disse teams har det vist sig at det gode tværsektorielle samarbejde lykkes, når særligt to betingelser er opfyldt.

Ledelse skaber rammerne for samarbejde – men grænser flyttes i praksis, ikke på papir

I vores undersøgelse fandt vi, at det gode samarbejde på tværs af sektorer opstår …

1. Når ledelsen skaber fleksible, overordnede rammer, der både fremmer en fælles identitet i teams og giver plads til forhandlinger og tilpasninger i teams. Det kan ske gennem bevidst relations opbygning, gensidigt kendskab, fælles formuleringer af formål og værdier og udvikling af fælles redskaber. Konkret blev der etableret muligheder for at følge hinanden på arbejdsdage, holde fælles frokoster, tage på inspirationsbesøg og udvikle fælles risikovurdering. Tiltagene gav medarbejderne større forståelse for hinandens faglighed og gjorde det muligt at se egen og andres rolle i fra et fælles perspektiv.
    
2. Når frontpersonalet oplever respekt for deres fagligheder og lokale særpræg, og når der skabes et trygt og fleksibelt rum til at forhandle eksisterende faggrænser, roller og identiteter i praksis. Det gode samarbejde opstår ikke ved at følge en manual eller gennem rigide mødestrukturer. Det gode samarbejde udvikles i hverdagen, i de konkrete drøftelser om, hvem der gør hvad, hvornår og hvorfor, med mulighed for at finde fælles løsninger. Når medarbejdere får mulighed for at justere roller og opgaver med afsæt i borgerens behov frem for i snævre organisatoriske skel, styrkes både indsatsens kvalitet og den enkeltes arbejdsglæde.

Fra problemfortælling til resurseperspektiv

Hvis sundhedsrådene skal lykkes med at styrke samarbejdet på tværs, er det afgørende at flytte perspektivet fra at betragte sektorgrænser som et problem i sig selv, til at se dem som en organisatorisk resurse, der skal arbejdes aktivt med.

Det betyder:

At tværgående indsatser skal designes med blik for lokale kontekster og eksisterende organisering.

At ledelse af tværsektorielt samarbejde skal prioriteres som en strategisk kerneopgave.

At der skal investeres i relationer og fælles forståelser - ikke kun i nye strukturer.

Sammenhæng i borgerforløb skabes ikke ved at ophæve forskelle mellem sektorer. Den skabes, når forskellene bringes konstruktivt i spil. Sektorgrænser afspejler en organisatorisk specialisering. Derfor kræver bedre tværsektorielt samarbejde ikke nødvendigvis færre sektorgrænser, men bedre arbejde på tværs af dem.