De pissekedelige problemer

Debatindlæg af Nikolai Weissert, Partner i Pluss Leadership, og Mette Højborg, Manager i Pluss Leadership.

Vi lever i en tid, hvor vilde problemer har fundet sin vej ind i strategier og processer i kommuner, fonde og NGO’er.

Et af de vilde problemer, der går igen flere steder, er børn og unges mistrivsel – og børn og unge, der ikke finder fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet: Trivsel i folkeskolen er faldende, især for børn og unge i udsatte positioner. Samtidig ser vi fortsat en bekymrende andel af unge, der ikke har en stabil tilknytning til hverken uddannelse eller job syv år efter endt grundskole.

Det er alvorlige samfundsudfordringer.

Derfor er det også naturligt, at mange i disse år taler om de vilde problemer. De komplekse samfundsudfordringer, som ikke kan løses af én aktør alene, men kræver grundlæggende, fælles problemanalyser og stærkere samarbejder om løsninger, der kan skabe forandringer i grundlæggende rammer, ressourcer og kultur. Det er både nødvendigt og inspirerende.

Og midt i en optagethed af de store problemer, vil vi gerne slå et slag for det, som vi, med inspiration fra Alexander von Oettingens sprogbrug, kalder de pissekedelige problemer. Problemer, som vi sjældent får talt om og endnu sjældnere får gjort noget ved i praksis.

De pissekedelige problemer

Som en del af vores arbejde er vi ofte med til at lave analyser og evalueringer af indsatser, der på den ene eller anden måde ønsker at skabe et stærkere grundlag flere unge, så de trives og får tilknytning til samfundets store fællesskaber i uddannelse og på arbejdsmarked. I den forbindelse er vi både med til at skrive og læse ret mange rapporter, litteraturreviews, forskningsoversigter og evalueringer mv. Der vender i hvert fald én pointe tilbage:

Hvis vi vil lykkes med trivsel i skolen og hjælpe unge videre i uddannelse og arbejde, kræver det vedvarende relationer til stabile voksne. Relationer til lærere, pædagoger, mentorer eller andre ressourcepersoner, som er der over tid.

Det er ikke en ny erkendelse. Tværtimod er den efterhånden veldokumenteret.

Alligevel ender diskussionen ofte et andet sted: Vi taler om nye metoder. Nye tilgange. Nye samarbejder. Nye modeller for forandring. Og de kan bestemt noget.

Men samtidig findes der helt jordnære forhold, som gør det svært at lykkes med netop det, vi ved virker. Det handler for eksempel om: medarbejderomsætning og -trivsel i skoler og sociale indsatser, organisationsændringer og nye strategiske prioriteringer i kommuner, der flytter teams, opgaver og voksne rundt i organisationen, projektmidler, der udløber og NGO’er, der må tilpasse deres arbejde til skiftende muligheder for funding og vanskeligheder ved at finde finansiering til stabil drift og kapacitetsopbygning.

Ingen af disse forhold lyder som sådan dramatiske eller som noget, man læser i særligt mange strategier på børne- og ungeområdet. Der er ikke meget stort og vildt problem over dem. Men tilsammen betyder de ofte én ting: At relationer mellem voksne og børn eller unge bliver afbrudt, omorganiseret eller aldrig får lov til at blive stabile.

Og så står vi i en mærkelig situation. På den ene side siger vi – med rette – at relationer er afgørende for trivsel og for at hjælpe unge videre i livet. På den anden side betyder virkeligheden i mange organisationer, at det er svært at skabe og opretholde relationer.

Det er ikke en kritik af enkeltaktører. Kommuner, fonde og organisationer opererer alle i en virkelighed, hvor prioriteringer ændrer sig, midler er midlertidige, og organisationer udvikler sig.

Men måske er der alligevel en pointe her. Hvis vi virkelig mener, at relationer er afgørende, så må vi også interessere os mere for de strukturelle hverdagsvilkår, der gør dem mulige – eller umulige. Det er sjældent spektakulært arbejde. Det handler om stabilitet, kontinuitet og om at beskytte relationelt arbejde mod organisatoriske skift.

Det kræver slid, langsigtethed og nogle gange en villighed til at blive ved med det samme arbejde og insistere på at skabe de bedst mulige rammevilkår omkring den kontakt, vi ønsker mellem børn, unge og voksne. Også selvom der måske er langt til ’effekten’ – og selvom nogle af problemerne er ubekvemme og bestemt svære at løse.

Men i vores optik er der brug for, at vi, samtidigt med, at vi sætter store samfundsforandringer på dagsordenen, også tør tale om og gøre noget ved de pissekedelige problemer helt tæt på den hverdag, hvor voksne, børn og unge skal møde hinanden. For nogle gange er det netop dér, forandringen enten får lov at slå rod – eller går i stykker.