Vil vi tidligere på pension? Måske skulle vi så give flere mulighed for at arbejde

Debatindlæg af Bestyrelsen for Det Fleksible Arbejdsliv - Karin Liltorp, Henriette Højer, Kirsten Ipsen, Christina Melgaard og Karen Lumholt

Lige nu kappes partierne om at komme med nye pensionsudspil. Debatten handler især om, hvor tidligt vi kan trække os tilbage og nyde tilværelsen. Men midt i den diskussion overser vi en gruppe, der næsten ikke fylder i debatten – og som i virkeligheden kan være en del af løsningen: den lille million danskere i den erhvervsaktive alder, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, og som kunne være med til at sørge for at arbejdsudbuddet kommer op.

For mange af dem vil faktisk gerne arbejde. De passer bare ikke ind i den 37-timers skabelon, som vores arbejdsmarked stadig i høj grad er indrettet efter. En model, der i sin tid blev skabt til en helt anden virkelighed – dengang arbejdet foregik ved samlebåndet, og man mødte ind på fabrikken klokken syv hver morgen. Et mere fleksibelt arbejdsliv kan gøre det muligt for langt flere at være en del af arbejdsfællesskabet. Det gælder blandt andet seniorer, småbørnsforældre, mennesker med kronisk sygdom, handicap, stress eller psykiske udfordringer og mange andre, som i perioder af livet har brug for mere fleksible rammer.

Men kan de ikke bare få et deltidsjob? I princippet jo. I praksis er det langt sværere. De fleste stillinger bliver fortsat slået op som fuldtidsstillinger. Stillinger på 5, 10 eller 15 timer om ugen er alt for sjældne. Især staten halter bagefter. Med knap 200.000 ansatte er staten en af Danmarks største arbejdsgivere. Alligevel er kun omkring 800 statslige medarbejdere ansat i fleksjob – svarende til cirka 0,4 procent. Det er markant lavere end hos både kommuner, regioner og private virksomheder. Staten har med andre ord et betydeligt uudnyttet potentiale for at gå forrest i arbejdet med at inkludere flere i arbejdsfællesskabet. Når arbejdsmarkedet næsten udelukkende organiseres omkring fuldtidsstillinger, betyder det i praksis, at mennesker med ressourcer og kompetencer udelukkes, selv om de sagtens kan løfte opgaverne, bare i et mindre timetal.

Danmarks Statistik opgør erhvervsfrekvensen for 16-64-årige til 79,5 pct. i 2024, altså omkring 20,5 pct. uden for arbejdsstyrken. Det svarer groft til omkring 800.000 personer. Hvis 10 pct. af dem kom i arbejde 15 timer om ugen, ville det svare til cirka 80.000 mennesker, knap 63 mio. arbejdstimer om året og omtrent 32.000-33.000 fuldtidsstillinger regnet om til 37 timer. Hvis man lægger Danmarks Statistiks gennemsnitlige lønniveau i 2024 til grund, giver det en årlig lønsum i størrelsesordenen 20 mia. kr.; og med skatter plus lavere udgifter til overførsler er det ikke urimeligt at tale om en samlet forbedring af de offentlige finanser i størrelsesordenen 8-12 mia. kr. om året. Det er et groft regnestykke, men det kræver nok ikke en ph.d. i økonomi at kunne se potentialet? Men det handler bestemt ikke kun om økonomi. For de fleste mennesker er det også dybt meningsfuldt at bidrage og mærke, at man stadig har en værdi for andre.

Derfor har en række aktører fra forskellige dele af samfundet stiftet Foreningen for Det Fleksible Arbejdsliv. Formålet er at samle de mange kræfter, der allerede arbejder for et mere fleksibelt arbejdsmarked – hvad enten det handler om at få unge med autisme ind på en arbejdsplads eller en højtuddannet specialist med unik viden tilbage i job på få timer om ugen.

I foreningen arbejder vi for en kulturforandring, der gør op med forestillingen om, at 37 timer er den eneste rigtige måde at arbejde på. Fleksible rammer og nye arbejdskulturer kan skabe et mere rummeligt arbejdsmarked – og samtidig give flere mennesker mulighed for at bidrage med det, de kan.

Det vil ikke bare være god socialpolitik. Det vil også være god arbejdsmarkedspolitik – og god økonomi – og måske det, der skal til, for at få den fornødne økonomi til, at vi kan kigge på en ny pensionsalder?