Kommunerne er første forsvarslinje

Hvem gør hvad, hvis strømmen går, eller der ikke længere er vand i hanen? Spørgsmålet er de senere år blevet stillet oftere og oftere. Og i takt med at vi ser stadigt voldsommere vejrhændelser, en stigende cybertrussel og krig på europæisk jord, er behovet for et klart svar kun blevet større. 

For de danske borgere kom svaret sidste år i en pjece, der opfordrede alle til at sikre, at de kan klare sig selv i tre dage. En kommunal ækvivalent til pjecen har gentagne gange været på KL’s og kommunernes ønskeliste. 

Rundtom i kommunerne havde man måske håbet på, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), ville udstikke den fælles retning, da han først i april præsenterede en opdateret version af Nationalt Risikobillede: Hvad er det helt konkret for scenarier, kommunerne skal forberede sig på – og hvordan og hvor længe? 

Helt så tydeligt blev det ikke. Det opdaterede risikobillede peger på 16 trusler og risici, vi som samfund skal være forberedt på. Klimaforandringer, hybride trusler, forstyrrelser i forsyningskæder og cyberhændelser for blot at nævne nogle stykker. Og så slår det fast, at vi står over for det mest alvorlige og komplekse trusselsbillede siden anden verdenskrig. 

Men risikobilledet fortæller ikke, hvordan kommunerne skal forberede sig. 

– Alle kommuner har et redningsberedskab, men spørgsmålet om, hvorvidt andre institutioner også skal gøre noget, er der ikke rigtig nogen, der kan få rede på. Lige nu ser det ikke sådan ud. Til gengæld er der nogle krav til resi­liens – altså modstandsdygtighed – generelt, og på det område er der nogle kommuner, der gør mere end andre, siger Iben Bjørnsson, der er adjunkt ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.

Billedet af, hvem der har hvilket ansvar, er i dag svært at gennemskue. Derfor forstår Iben Bjørnsson godt, hvis der er kommuner, der ikke har det fulde overblik over, hvilken rolle de har i forbindelse med en krise. 

– I 80’erne røg meget af det lokale civilforsvar ud til kommunerne, og så er der noget, der er hængt ved, mens andet er bortfaldet. Men der er uklarhed over, hvad der egentlig forventes, så jeg kan godt forstå, at kommunerne efterlyser svar på, hvad de skal gøre, siger hun. 

Kommunerne prepper

Flere kommuner har allerede forberedt sig på forskellige kriser. Særligt på forstyrrelser af forsyningslinjerne, der kan være alvorlige, når man som kommune har ansvaret for udsatte borgere på eksempelvis plejehjem og bosteder. 

I Aarhus Kommune har de besluttet at købe ekstra mad ind til kommunens ældre og sårbare borgere. 
I Viborg har de gjort det samme, ligesom der også er indkøbt rensetabletter, vandtanke og powerbanks, der kan lades op i kommunens biler. 

I Syddjurs Kommune er de også på vej med en indsats. Fra 1. maj skal alle kommunens institutioner med borgere i døgnvaretægt således have sikret sig fornødenheder til tre dage. 

– Vi vurderer løbende, om der er ting i den samfundsmæssige situation, som vi skal tage yderligere højde for. De seneste år har det især handlet om it-sikkerhed, hvor vi har lavet en del opstramninger. Og så kom der sidste år anbefalingen om tre dages beredskab til danske borgere. Vi har ønsket at give samme sikkerhed for de borgere, vi har i vores varetægt på døgnbasis, fortæller kommunaldirektør Rasmus Møller, der fortsætter: 

– Det er klart, at når den samfundsmæssige situation tilsiger, at vi skal være forberedt på et eller andet element af krise, så skal vi selvfølgelig også kunne håndtere det for de borgere, vi har i vores varetægt. Skulle der udbryde en krise, skal det ikke være mad og vand til vores ældre medborgere på plejehjemmet, der er problemet de første døgn. 

Og så har kommunen bedt alle afdelinger og institutioner om at tage et grundigt kig på deres beredskabsplaner og sikre sig, at der eksempelvis findes analoge vagtplaner og kontaktlister. 

Vand og frikadeller

I kølvandet på beslutningen om, at Syddjurs’ institutioner skal kunne klare sig i tre dage i tilfælde af krise, stak kommunens plejehjemsledere hovederne sammen og lavede en liste over alt det, der var henholdsvis ”need” og ”nice to have”. 

– For eksempel skal vi have vand nok, så vi begyndte at gange. Jeg har 110 beboere, der skal have tre liter om dagen i tre dage, så det har jeg købt hjem på flasker, fortæller Lis Kjems, der er plejehjemsleder på Plejehjemmet Søhusparken. 

Gennem sparring med kommunens diætister er der også fyldt ekstra mad på hylderne i form af grød, gryn og langtidsholdbar mælk. Og så er der lavet ekstra frikadeller og pølser, til fryseren. I en krisesituation, hvor strømmen går, bliver det i første omgang alt det, der er i køleskabet, der skal spises. 

– Jeg har købt ekstra gas til vores gasgrill til at lune vores frikadeller og riste pølser. Jeg tror i virkeligheden, at vi kan klare os længere end tre dage. Vi kommer i hvert fald ikke til at dø af sult, siger Lis Kjems. 
Hvis strømmen går, er der meget mere end bare mad og vand at tænke på, når man driver et plejehjem. Man skal også kunne se noget. 

Derfor har Lis Kjems sørget for at købe pandelamper, lommelygter og arbejdsspot, der kan lyse gangene op, mens beboernes pårørende selv har sørget for batteridrevne lamper til beboernes rum. 
– Når det handler om strømmen, så har vi jo ikke en generator uden for plejehjemmet. Så jeg håber på, at der er nogen i civilsamfundet, der vil være så flinke at komme med en til mig, siger Lis Kjems. 

Nye hybride trusler

Forsker i beredskab og samfundssikkerhed Rasmus Dahlberg bider særligt mærke i ét element i det nye risikobillede. 

– Det indeholder for første gang et stort afsnit om hybride trusler. Selvfølgelig er de andre ting også aktuelle. Klimaforandringerne er jo ikke forsvundet, bare fordi der er kommet et nyt ord i byen. Men de nye trusler overskygger ligesom alt det andet. 

Hvor man i gamle dage vidste, hvornår der var krig og fred, er det i dag blevet sværere at skelne, forklarer Rasmus Dahlberg. 

– Hvis man bliver invaderet, må man skyde igen. Det siger krigens love. Men den gælder ikke over for hybride trusler, fordi det er så svært at finde ud af, hvem der står bag, ligesom det kan være svært at finde ud af, hvad målet egentlig er, siger han og fortsætter:

– Det betyder også, at man ikke kan afskrække ved hjælp af trusler om gengældelse, som er sådan, vi normalt afskrækker. Vi er nødt til at afskrække på andre måder. Og der kommer kommunerne ind som en vigtig første forsvarslinje, fordi det, der formentlig virker bedst mod hybridtrusler, er afskrækkelse igennem resiliens – altså modstandsdygtighed. 

Effektiv beskyttelse mod hybride trusler handler nemlig ifølge Rasmus Dahlberg mest af alt om at bevare tilliden til myndighederne. 

– Hybridkrig har ikke til formål at erobre en kommunes territorium eller at vælte en borgmester. Det har til formål at undergrave sammenhængskraften i samfundet. Hvis en kommunes hjemmeside gentagne gange bliver lagt ned, kan det godt være, at der ikke er nogen, der dør af det, men på sigt kan det være med til at undergrave tilliden til, at kommunen har styr på deres sager, siger han.  

Tanken er, at jo mere robust og modstandsdygtigt samfund, jo mindre effekt får hybridangreb. 

– Jo mere resiliente vi er, jo mindre interessant er det for vores fjender at bruge hybride virkemidler mod os, fordi de får begrænset effekt, siger Rasmus Dahlberg. 

Ingen fælles retningslinjer

Det nationale risikobillede blev vel modtaget af kommunerne for det, det er: et overblik over, hvad det er for trusler og risici, der lurer derude. Men der kom altså ikke de klare anbefalinger til kommunernes beredskab, som KL længe har presset på for. 

Derfor valgte KL i kølvandet på præsentationen af det nye risikobillede selv at sende en række anbefalinger afsted til kommunerne. 

I brevet opfordrer KL kommunerne til at forberede sig, så de kan tage hånd om deres udsatte borgere i tre dage med alt, hvad det indebærer af mad, vand, strøm og medicin. KL gør det samtidig klart, at anbefalingerne ikke er nok, og at de langtfra kan stå alene, men at de skal sætte en retning, indtil staten kommer med svar.

I beredskabsloven lyder det, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en plan for kommunens beredskab. Derfor er der ingen tvivl om, at det er kommunernes ansvar at forberede sig på det uventede, lyder det fra Rasmus Dahlberg. 

– Men når den sikkerhedspolitiske situation spidser til, så kommer kommunerne til kort i manglen på analytisk kapacitet. Kommunerne har lige pludselig skullet nærlæse trusselsvurderinger fra FE i et omfang, som rigtig mange kommuner slet ikke har kapacitet til. 

Rasmus Dahlberg ser beredskab blive en kommunal opgave på linje med ældreomsorg  og vedligeholdelse af veje. Derfor kan det også ende med, at kommunerne prioriterer forskelligt, hvis ikke der er fælles retningslinjer. 

– Det bliver noget, der skal forhandles om penge til på budgettet. Om man skal bruge penge på en nødstrømsgenerator, eller hvor mange bade om måneden de ældre må undvære. Konsekvensen bliver, at der kan være milevid forskel på beredskabsniveauet på den ene og den anden side af en kommunegrænse.
Iben Bjørnsson ser samme problematik. 

– Hvis det hele skulle gå galt, og der blev krig, så er der nok ikke så meget, kommunerne kan gøre ved det. Men hvis vi kigger på kriser som forsyningssvigt, og det er forskelligt, hvordan hver kommune forbereder sig, så kan det ende med at afhænge af, hvor man bor, hvor godt man er stillet som borger, siger hun. 
Hun hilser derfor KL’s egne anbefalinger til kommunerne velkommen. 

– Jeg synes, det er fornuftige anbefalinger. Det kan godt være, at de burde komme fra ministeren, men når det ikke er sådan, synes jeg, det er fint, at KL gør det, siger hun. 

Tryghed for alle

For plejehjemsleder Lis Kjems har kommunens beslutning om et tredages beredskab givet tryghed for både hende og beboerne.

– Vi kan selvfølgelig ikke undgå kaos den dag, der sker noget. Da skal vi som ledere stå for enden af gangen og sige: ”Nu går du til højre, og du går til venstre.” Det er ligesom under coronapandemien. Der bliver noget krisehåndtering over det. Men det tager vi, når det kommer. Og jeg tror også nok, vi skal finde ud af det, siger hun. 

Og den ekstra indsats nu er det hele værd.

– Jeg har et ansvar for, at beboerne får både væske og kan komme på toilettet. Men jeg håber da aldrig, jeg får brug for det. For det er da en forfærdelig tanke, at vi skal stå og lave krisehåndtering på grund af strømmangel, siger Lis Kjems. 

Ligesom de pårørende selv har været gode til at komme med lamper til beboerne, regner hun også med, at de er klar til at give en hånd med, hvis det skulle blive nødvendigt. 

– De synes, det er dejligt, at vi har styr på det, men jeg er sikker på, at mange af dem også vil komme herned, hvis der sker noget, for at høre, om de kan hjælpe. Vi skal nok finde ud af det. Så længe vi har mad og vand, er vi klar, hvis strømmen går og her bliver mørkt og koldt, siger Lis Kjems. 

Vores styrker bliver vores svaghed

Rasmus Dahlberg ser situationen på beredskabsområdet som et tegn på, at vores samfund er bygget op i fredstid. 

– Vi ser det stærke kommunale selvstyre og den decentraliserede model som en styrke, fordi det sikrer, at beslutninger træffes tæt på borgerne. Men samtidig udstiller det en sårbarhed, når vi står over for den her slags trusler. Det, vi i fredstid ser som styrker, bliver til sårbarheder, når vi er under pres, siger han og fortsætter: 

– Kommunalt selvstyre, decentralisering og borgernært demokrati er virkelig, virkelig fedt, indtil der er nogen, der truer os. Så bliver det en systemisk sårbarhed. 

Derfor er der brug for, at man tager grundlæggende fat på problematikken, ligesom man har gjort det i vores nabolande, mener Rasmus Dahlberg. Han peger på Norge, der sidste år kom med en stortingsmelding med 100 konkrete beredskabstiltag. 

– Det mangler vi i Danmark. En samlet strategisk tænkning som i Norge, hvor de tænker i totalberedskab. Nogen bliver simpelthen nødt til at sætte staten og kommunerne sammen i et rum, som de ikke får lov at forlade, før de er blevet enige om, hvordan de vil håndtere det her, siger Rasmus Dahlberg. 

Ellers fortsætter tingene bare med at køre i ring, og det er der ikke tid til. For vi er allerede bagud. 

– De nordiske lande, vi sammenligner os med, er 5-10 år foran os i den her erkendelsesproces. Vi bliver ved med at have samtaler om, hvor ansvaret ligger, og kommunerne venter på staten, mens staten minder kommunerne om, at det er deres ansvar. Man sidder med en fornemmelse af, at der bare ikke rigtig sker noget. 

Og så længe der bliver diskuteret uden også at blive handlet, er vi sårbare, påpeger Rasmus Dahlberg. 
– Så længe vi bruger vores krudt på at diskutere, hvem der har ansvaret, sker der ingenting, og så sidder der en skurk, der vil destabilisere vores samfund, et eller andet sted og følger vores diskussioner med et smil. 

Styr på planlægningen

I Syddjurs Kommune håber kommunaldirektør Rasmus Møller, at de med deres nye tiltag er klar, hvis en krise banker på. 

– Jeg mener, at vi har gjort det, vi kan for nu. Vi har opgraderet forholdene for den øverste kriseledelse og understøttet vores institutioner i at have et lokalt beredskab. Så må vi med afsæt i det håndtere en krise, hvis den kommer. Og jeg er rimelig fortrøstningsfuld, siger han. 

Spørger man Rasmus Dahlberg, er det essentielt, at man har styr på sine planer, inden de bliver nødvendige at tage i brug. 

 Og så er det vigtigt, at de overordnede linjer mellem kommuner, regioner og stat bliver helt klare. 

– Vi er nødt til at gøre tillid, demokrati og åbenhed til vores våben og sikre, at alle arbejder sammen mod fælles mål. Vi er nået langt med rådene til borgerne. Men det er kun en tredjedel af danskerne, der rent faktisk har fulgt anbefalingerne. Det siger noget om, hvor langt og sejt et træk det er at opbygge en beredskabskultur i befolkningen. maem@kl.dk