En usikker verden kalder på investeringer i vores fælles velfærd

Kronik af Martin Damm og Peter Rahbæk Juel, formand og næstformand i KL

Det kan lyde paradoksalt. Men i en tid som denne er det vigtigere end nogensinde, at vi som samfund investerer i vores velfærd.

Derfor er der også rigtig meget på spil, når vi i dag går i gang med at forhandle med regeringen om kommunernes økonomi for det næste år.

For når verden synes farligere og mere ustabil end i mange år, er det vores velfærdssamfund, der er med til at skabe ro, tryghed og stabilitet i danskernes hverdag.

Det er pædagogen, der møder vores barn med et kram. SOSU’en, der med en omsorgsfuld hånd hjælper vores gamle far op om morgenen. Socialråd-giveren, der har vores ryg, når livet har væltet os omkuld.

Det er velfærdssamfundet, der gør, at vi hver dag kan gå på arbejde og bidrage til samfundet. Velvidende, at der bliver passet godt på vores børn og ældre familiemedlemmer, mens vi er på job.

Vi kan derfor også i høj grad takke vores velfærdssamfund for, at vi har mulighed for en tårnhøj beskæftigelse, der betyder, at vi rent faktisk har det økonomiske råderum til at opruste forsvaret massivt.

Men gode skoler, børnehaver og plejehjem kommer ikke af sig selv. De kræver opmærksomhed og investeringer. Og fungerer den basale velfærd ikke, er det let at forestille sig, hvad det vil gøre ved danskernes opbakning til at bruge så mange milliarder på militæret.

Sammen med regeringen aftalte vi sidste år et sporskifte, der betød, at vi i kommunerne efter mange år med stramme rammer endelig fik mulighed for at investere i velfærden.

Den udvikling må ikke afspores af verdens kaos. Tværtimod er det afgørende, at vi bliver på sporet. Derfor skal vi fortsætte med at investere i velfærden på mindst to fronter.

For det første er der brug for at styrke kernevelfærden og de grundlæggende velfærdstilbud, vi alle er i berøring med.

Det handler om pasningen af vores børn, undervisningen i folkeskolen, plejen af de ældre, støtten til mennesker med handicap, hjælpen til at komme i arbejde. Alle de tilbud, der betyder noget i vores hverdag, og som er grundpiller i vores samfundsmodel.

Hvad der til gengæld ikke skal bruges en krone mere på, er det statslige bureaukrati, som vi i kommunerne desværre stadig bruger alt for mange kræfter på at håndtere.

Sidste år gjorde regeringen antræk til at vende udviklingen. Man indgik et samarbejde med os om at fjerne statslige regler og slankede statens administration med 1.000 årsværk. Det vil vi gerne kvittere for.

Men potentialet er stadig langt større. For statens administration er stadig vokset med over 10.000 fuldtidsstillinger de sidste fem år.

Derfor bør årets økonomiaftale fortsætte ad sporet fra sidste år og indeholde et markant løft af kernevelfærden i kommunerne – samtidig med, at regeringen fortsat slanker statens bureaukrati.

For det andet er det brug for en tiltrængt opgradering af velfærdens fysiske rammer.

Ligesom vi spiser vores mad med øjnene, så betyder det fysiske udtryk enormt meget for vores opfattelse af velfærdssamfundet. Hvis den lokale folkeskoles vinduer er utætte, legepladsen slidt og verdenskortet i geografiundervisningen fra før murens fald – ja, så vil de fleste af os nok blive lidt bekymrede.

Og den bekymring er ikke grebet ud af den blå luft. Mange af vores skoler er fx bygget for over 50 år siden, hvor undervisningen var langt mere stillesiddende og tavlefikseret, end vi ønsker, den skal være i dag. På samme måde blev mange af vores plejehjem bygget i en tid, hvor langt færre beboerne led af demens.

Derfor er der brug for, at vi i kommunerne får en anlægsramme, der rent faktisk giver os mulighed for at give vores bygninger et tiltrængt løft og begynde at bringe dem på omgangshøjde med mere nutidige standarder.

Vi håber, at regeringen er med på at bruge økonomiaftalen til at sikre nogle stabile og robuste rammer om vores alles velfærd.