Mere frihed – men hvad styrer i stedet?

Debatindlæg af Elise Marie Maj Christensen, bachelor i offentlig administration og cand.it i IT, læring og organisatorisk omstilling.

Beskæftigelsesreformen skal give kommunerne større frihed, mindre detailstyring, mere plads til faglighed og lokale prioriteringer. Det er på mange måder en tiltrængt bevægelse på beskæftigelsesområdet. Men når staten slipper noget af processtyringen, opstår et spørgsmål, som fortjener mere politisk opmærksomhed: Hvad kommer til at styre i stedet?

For styringen forsvinder ikke nødvendigvis, fordi proceskravene bliver færre. Den ændrer snarere form fra detaljerede krav til, hvordan indsatsen skal tilrettelægges, til styring gennem økonomiske rammer, resultatmål, lokale prioriteringer, såvel som de systemer, som kommunerne arbejder i.

I et netop afsluttet kandidatspeciale har vi undersøgt, hvordan beskæftigelsesreformen udfolder sig i spændet mellem national styring, kommunal praksis og digitale infrastrukturer. Et af de gennemgående fund er, at frisættelsen ikke bør forstås som et fravær af styring, men snarere en ændring af styringens form.

Frisættelsen giver ganske vist kommunerne et større lokalt råderum, men dertilhørende også et større ansvar for at definere retningen. For når færre processer er fastlagt centralt, bliver det vigtigt at have for øje, hvilke mål der sættes lokalt, hvordan økonomien prioriteres samt hvilke eksisterende strukturer der får lov til at forme den nye praksis.

Det politiske spørgsmål bliver derfor ikke blot; Hvad vil vi bruge friheden til? Men også: Hvad risikerer at komme til at definere vores indsats, hvis vi ikke selv gør det tydeligt?

Når resultatet bliver styringen

Når reformen bevæger sig væk fra detaljerede proceskrav og i højere grad mod resultatstyring, bliver det vigtigt at spørge, hvad resultaterne fortæller os – og hvad de ikke fortæller.

Borger- og virksomhedstilfredshed får en central plads, ligesom beskæftigelsesresultater og lønnede timer bliver væsentlige pejlemærker. Det giver god mening. Men særligt for borgere længere fra arbejdsmarkedet kan vejen til beskæftigelse bestå af fremskridt, som ikke nødvendigvis kan aflæses direkte i løbende resultatmålinger.

Det vi vælger at måle på, er ikke neutralt. Målinger retter opmærksomhed mod noget og væk fra noget andet og de er derfor med til at forme, hvad kommunerne prioriterer.

For hvad er succes? At flere kommer hurtigere i job? At flere opnår lønnede timer? At udgifterne falder? Eller skal vi også kunne se progression for borgere, der er længere fra arbejdsmarkedet og deres mulighed for at mestre deres eget forløb?

Progression kan også handle om mestring, livskvalitet og bevægelsen fra passivitet mod aktivitet. Det er ikke et alternativ til målet om beskæftigelse, men kan være en nødvendig del af vejen dertil.

Det gør måling til mere end et administrativt spørgsmål. Det, vi følger politisk og ledelsesmæssigt, er også med til at rette organisationens opmærksomhed og forme dens prioriteringer. Når staten i mindre grad bestemmer processen, bliver det nu endnu vigtigere, at kommunerne er tydelige om, hvilke resultater de ønsker at skabe og hvilken værdi de vil bruge det større råderum til at forfølge. Det handler ikke kun om, hvorvidt målene nås, men også om, hvorvidt vi kan se den progression, der leder frem mod den.

Lokale forskelle er ikke nødvendigvis lokale valg

Reformen giver kommunerne større frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen forskelligt. Det er en central del af frisættelsen, men forskellige løsninger er ikke nødvendigvis det samme som forskellige politiske valg.

Kommunerne går ind i reformen med forskellige økonomiske vilkår, organiseringer, faglige kulturer og digitale systemer. To kommuner kan derfor få det samme formelle råderum og alligevel ende meget forskelligt – ikke kun fordi politikerne ønsker noget forskelligt, men fordi deres organisatoriske og digitale udgangspunkt er forskelligt.

Derfor er det ikke nok at konstatere, at 98 kommuner gør tingene forskelligt. Det interessante spørgsmål, er hvorfor de bliver forskellige. Er forskellene et udtryk for bevidste lokale prioriteringer eller skyldes de i højere grad økonomiske begrænsninger, eksisterende praksis og systemer, som trækker i en bestemt retning?

Det gælder også digitalt. Hvis en kommune politisk ønsker mindre bureaukrati og mere plads til faglige vurderinger, men de digitale systemer fortsat understøtter gamle registreringskrav og arbejdsgange, kan teknologien i praksis begrænse det råderum, reformen skulle skabe. 

Det digitale handlerum formes imidlertid ikke af én aktør alene. Staten bidrager fortsat til centrale digitale rammer, kommunerne træffer valg om systemer og anvendelse og leverandørerne udvikler og tilpasser løsninger til reformen. Kommunernes egne krav og prioriteringer i mødet med leverandørerne bliver derfor også en del af reformens lokale oversættelse. Det afgørende bliver, hvordan de tre niveauer spiller sammen – og om de digitale løsninger faktisk understøtter den frihed, reformen er tænkt til at skabe.

Den politiske opgave

Frisættelsen giver kommunerne mulighed for at forme beskæftigelsesindsatsen mere lokalt, men friheden bliver først reel, når den ledsages af bevidste valg om retning, mål og prioriteringer.

For kommunalpolitikerne handler opgaven derfor ikke om at detailstyre administrationen, men om at være tydelige på, hvilken værdi indsatsen skal skabe – og samtidig være opmærksomme på de forhold, der kan komme til at styre indirekte.

Tre spørgsmål er særligt vigtige:

• Hvad vil vi lokalt forstå som et godt resultat – og hvad vælger vi at måle på?
• Hvilke økonomiske, organisatoriske og digitale forhold former vores indsats uden at være et bevidst politisk valg?
• Når vi bruger det større råderum forskelligt, er forskellene så udtryk for lokalpolitisk prioritering eller for forskellige lokale begrænsninger?

Frisættelsens succes bør derfor ikke kun vurderes på, om kommunerne gør noget forskelligt. Det afgørende er, om forskellene er udtryk for bevidste lokale valg og den værdi, kommunen ønsker at skabe. For i sidste ende er spørgsmålet ganske enkelt: Virker indsatsen?