”Får din mand nogensinde rigtig mad?”

Da Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), for 20 år siden for første gang blev valgt ind i byrådet i Frederikshavn, var hun en af kun tre kvinder ud af et byråd på 21 medlemmer. 

– Da jeg var til mit første gruppemøde – i en gruppe med kun mænd – var der en, der sagde: ”Hvor er det godt. Nu har vi fået en ind, der kan lave kaffen.” Og det medførte jo så bare, at jeg stort set aldrig lavede kaffe, griner hun.

I dag udgør kvinder lidt over en tredjedel af landets kommunalpolitikere, mens 22 kvinder har indtaget borgmesterkontoret. Birgit S. Hansen har siddet for bordenden som borgmester i 10 år, og hun mener, det er gået den rigtige vej, siden hun tog hul på sin kommunalpolitiske karriere.

– Der er sket en udvikling både i forhold til antallet af kvinder, der er med, arbejdsforholdene og rollerne. Men der er stadig noget at arbejde med, konstaterer hun og fortsætter:

– Vi har som kvinder muligheden for at gå ind i politik. Det ligger for fødderne af os. Og jeg synes, vi har mange eksempler på kvinder, som har grebet den mulighed. Vi har kvindelige borgmestre, regionsrådsformænd, partiformænd og en kvindelig statsminister. En tredjedel kvinder i kommunalpolitik er også godt. Men med respekt for, at der er forskellige opfattelser af, hvordan man definerer sit køn, så er vi jo nogenlunde 50/50 mænd og kvinder i Danmark. Det bør vi også kunne repræsentere i kommunalpolitik.

Ifølge Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er der flere grunde til, at kvinderne halter efter i politik. Dels betyder nogle fasttømrede kønsmønstre, at kvinderne i højere grad trækker læsset i hjemmet, dels er kvinderne mere tilbageholdende med at gå ind i politik, fordi de er mindre risikovillige end mænd. 

Ikke til den moderne familie

Men det er ikke ensbetydende med, at det er kvindernes egen skyld, at de er underrepræsenterede i kommunalpolitik og særligt på de kommunale topposter.

– Der er en kultur og nogle rammer, som er sværere for kvinder at være i. Hvis partierne og kommunalbestyrelserne holder fast i at lægge møderne klokken 18, lige midt i familietid, og det også er forventningen, at man skal blive hængende bagefter, hvis man vil frem i verden, så er det ikke indrettet efter den moderne familie, siger Karina Kosiara-Pedersen og fortsætter:

– Der er ikke lige vilkår for kvinderne, så længe de organisatoriske og arbejdsmæssige strukturer er, som de er, og vi samtidig kan se i undersøgelser, at kvinder med små børn holder sig langt mere tilbage fra at deltage i partiarrangementer end mænd med små børn.

Derudover viser undersøgelser også, at kvinder bliver i kommunalpolitik i kortere tid. Dermed kan det være sværere for dem at oparbejde den anciennitet, der gør dem til borgmesteremner.

– Det hænger blandt andet sammen med arbejdspres og arbejdsvilkår. Og når kvinderne er i politik i kortere tid, bliver det sværere for dem at komme til tops, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Derfor kan de enkelte kommunalbestyrelser og partiforeninger ifølge lektoren med fordel selv se på, hvordan de kan indrette sig for at imødekomme flere behov.

– Der er god grund til at se på, om alle møder skal ligge mellem klokken 17 og 20, og hvordan man organiserer arbejdet generelt. Undersøgelser viser, at hvis du som kommunalpolitiker har en oplevelse af at gøre en forskel og have indflydelse, så er du mere villig til at bruge tid væk fra familien. Så der er god grund til at gennemgå, hvordan man strukturerer det politiske arbejde, siger hun.

Kronisk dårlig samvittighed

Som borgmester i Billund har Stephanie Storbank (V) også siddet i mere end ét mødelokale som enlig kvinde. Men hun møder ikke hverken fordomme eller forskelsbehandling. Og her har kommunalbestyrelsen besluttet at tilrettelægge arbejdet på en ny måde.

– Vi har diskuteret det, ikke kun af hensyn til kvinder, men fordi vi gerne vil tiltrække yngre kandidater generelt, og i denne her byrådsperiode har vi besluttet, at alle vores møder skal slutte klokken 18, så man kan komme hjem og spise med familien, fortæller Stephanie Storbank og fortsætter:

– Jeg tror ikke, det er alle mine kollegaer i kommunalbestyrelsen, der synes, det er den bedste løsning, for medlemmerne skal jo også have det til at passe ind med deres arbejde, men det har været et kompromis.
Da hun selv skulle beslutte, om hun ville gå efter borgmesterposten, var det en beslutning, hun traf i samråd med sin mand, sine børn og sine svigerforældre. For med børn, der nu er i alderen 12 til 18 år, var der brug for, at bedsteforældrene kunne træde til i en travl hverdag.

– Jeg vil da sige, at jeg har kronisk dårlig samvittighed, for jeg ved godt, at der er en hel del afsavn, når man har en mor, der arbejder så meget, som jeg gør. Men det hører jo ikke kun borgmesterjobbet til. Det hører til de fleste topposter, siger Stephanie Storbank, der til gengæld gør meget ud af at prioritere sin tid.

– Jeg henter mit yngste barn alle de dage, det kan lade sig gøre. Så tilrettelægger jeg min frokostpause efter, hvornår han har fri, og så har jeg en time eller to sammen med ham derhjemme, inden jeg tager tilbage og arbejder resten af aftenen, og så ser jeg ham ikke mere den dag. Sådan har jeg valgt at gøre det, konstaterer hun.

Hun oplever, at kvinderne i højere grad skal sørge for de praktiske ting i hjemmet. Men selvom hun synes, det er vigtigt at sætte fokus på kvinder i politik, ærgrer hun sig over, at køn hurtigt kommer til at dominere en diskussion, der i hendes optik burde være bredere.

– Vi kommer meget hurtigt til at tale mænd-kvinder i politik, og jeg er egentlig mere nysgerrig på, at vi taler diversitet generelt. Der er for eksempel mange sammenhænge, hvor jeg er den yngste – selvom jeg ikke vil kalde mig selv ung længere. Det er også vigtigt at sætte fokus på, siger hun.

Ikke i mål

Også Birgit S. Hansen kender den dårlige samvittighed over for familien. 

– Jeg har da stået og sat vasketøj over om natten og haft voldsomt dårlig samvittighed over, at nu skulle børnene igen have pizza. Og selvom mænd jo burde opleve det samme, så må jeg sige, at det oftest er kvinder, jeg har talt med om, at det er svært at nå forældresamtaler og fritidsaktiviteter, fortæller hun.
Kønsmønstrene ser hun også stadig. Når byrådet skal spise sammen efter et byrådsmøde, er det ofte de kvindelige medlemmer, der sørger for at få maden på bordet.

– Så kan jeg godt nogle gange sige til mændene: ”Sig mig, er I lamme i benene, eller hvorfor er det kun os kvinder, der rejser os?” siger Birgit S. Hansen og tilføjer:

– Jeg kan også stadig møde borgere, som spørger: ”Får din mand nogensinde rigtig mad, så travlt som du har?” Så der er stadig nogle kønsstereotype opfattelser.

Birgit S. Hansen er stor fortaler for at fastholde det tillæg, kommunalbestyrelsesmedlemmer med hjemmeboende børn under 10 år får.

– Jeg synes, det er rigtig godt, at de får tilskud til at kunne købe noget ekstra hjælp til børnepasning eller rengøring. Det er med til at gøre det lettere for nogle at tage en chance i demokratiet, siger Birgit S. Hansen, der som borgmester også forsøger at indrette kommunalbestyrelsens arbejde for at imødekomme så mange som muligt:

– Det er borgmesteren, der har ansvaret for at diskutere med det byråd, der er valgt, hvordan man gør det bedst. Og jeg synes ikke, man skal feje dem, der har svært ved at få det til at hænge sammen med børn og fritidsaktiviteter og alt muligt, af banen. Jeg prøver at finde løsninger, og hvis kompromiset er, at et møde maks. må tage to timer, eller der skal være aftensmad, så en af mødedeltagerne kan nå at køre et barn til fodbold bagefter, så er det fint for mig. 

Selvom Birgit S. Hansen glæder sig over, at det går den rigtige vej, er der i hendes optik god grund til fortsat at have fokus på forholdene for kvinder i politik.

– Det dur ikke at lægge låg på og sige, vi er i mål, når virkeligheden er en anden. Hvor er vi kommet langt siden den første kvindelige minister, ja. Men der er stadig noget at arbejde med. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan tåle at dække bord efter et byrådsmøde eller hente kaffe, men det er et billede på, at vi ikke er i mål. Og derfor skal vi blive ved at tale om det. antj@kl.dk