Styrk det borgernære sundhedsvæsen

Debatindlæg af Tina Tving Stauning (S), borgmester, Frederikssund Kommune

For en uge siden kom Sundhedsstrukturkommissionen med deres anbefalinger til fremtidens organisering af det samlede sundhedsvæsen i Danmark. Og der er rigtig mange gode anbefalinger i det digre værk på godt 420 sider. Vigtigst er det, at kommissionen peger på, at vi efter en årrække, hvor vi markant har styrket det specialiserede sygehusvæsen, nu også skal styrke det nære sundhedsvæsen. Det, der i dag foregår i kommunerne.

Samtidig anbefaler kommissionen tre modeller for, hvor sundhedsopgaverne i fremtiden varetages bedst. To af de tre modeller peger på en centralisering af ældre- og sundhedsopgaverne i enten 8-10 sundhedsregioner eller en statslig sundhedsorganisation. Jeg tror ikke, at centralisering og mastodont-organisationer i sig selv skaber større sammenhæng. Sammenhæng skabes nemlig ofte fra det helt nære med udgangspunkt i borgerens behov og ønsker, snarere end af store administrative organisationer.

Derfor er jeg som borgmester i Frederikssund Kommune slet ikke tvivl. Det nære sundhedsvæsen varetages bedst der, hvor borgerne bor – og i tæt samarbejde med blandt andet de lokale bolig-, idræts-, sociale og sygdomsbekæmpende foreninger, lokalområdet, de lokale virksomheder og de lokale praktiserende læger. Samtidig skabes bedre sundhed for borgerne ikke i sundhedsvæsenet alene, men i høj grad i samspil med de øvrige velfærdsopgaver, som for eksempel beskæftigelsespolitikken, den sociale indsats, hverdagen i dagtilbud og skoler eller via anlæg af cykelstier og rekreative områder. Jeg er derfor bange for, at en eventuel isolering af sundheds- og ældreopgaven fra de øvrige velfærdsområder kan få en negativ effekt for folkesundheden. 

Allerede få dage efter, at vores nyfødte er kommet til verden, kommer den lokale sundhedspleje forbi, og i de næste år følger de børnene helt frem til teenagelivets svære overgange og mange fristelser. Også tandplejen er med gennem hele børnenes opvækst fra første tand, til de som 22-årige selv må opsøge en tandlæge. Senere i livet står vi klar med rygestoptilbud, støtte til at komme ud af et misbrug, genoptræning efter et brækket ben på en skitur eller en sundhedssamtale, når kroppen eller sindet begynder at værke. Og når du bliver ældre, hjælper kommunen dig hjem efter en indlæggelse, støtter dig i at klare hverdagen i dit eget hjem. Hjemmesygeplejersken kommer forbi og plejer dit sår eller sørger for, at dit iltapparat virker. Kommunens medarbejdere er lige i nærheden, når du eller dine pårørende har brug for os.

Og det håber jeg, at kommunens medarbejdere også er i fremtiden. I Frederikssund Kommune har vi i de seneste år styrket både ældreområdet og det nære sundhedsvæsen. Det har vi blandt andet gjort ved løbende at tilføre områderne flere ressourcer, men også ved at styrke det tværfaglige samarbejde. I de senere år har vi nemlig flyttet flere af de kommunale sundhedstilbud ind i ledige lokaler på Frederikssund Hospital. I dag bor sundhedsplejen dør og dør med regionens jordemødre, Rehabiliteringsafdelingen bor ved siden af regionens afdeling for multisyge, vi har sygeplejeklinikker klos op af regionens ambulatorier. Efter sommerferien åbner vi en stor tandklinik på hospitalet, som huser både en stor del af den kommunale tandpleje og tandreguleringen – og senere på året flytter vi store dele af kommunens forebyggende tilbud og genoptræning på hospitalet. Inden året er omme har Frederikssund Kommune godt 100 medarbejdere på Frederikssund Hospital. Der er ikke blot tale om et bofællesskab, men især om et arbejdsfællesskab, hvor kommunens medarbejdere samarbejder tæt med regionens medarbejdere om at lette borgernes overgange fra hospitalet og forhindre borgerne i unødvendige genindlæggelser, ligesom kommunens egne medarbejdere samarbejder på tværs om at give borgerne den rette sundhedsindsats og helhedspleje.  

Vores ældre er borgere langt mere end patienter. Derfor var vi også mange, der var glade for regeringens ældrereform fra januar i år. Reformen pegede nemlig på helt centrale temaer som helhedspleje, faglig frisættelse, øget beslutningskraft til borgeren selv og deres pårørende og øget involvering af lokalsamfundets ressourcer. Det er korrekt, at ældre- og sundhedsopgaverne ofte går hånd i hånd, men øget centralisering er næppe vejen til øget selvbestemmelse, mere nærhed og større fokus på den enkelte ældre. 

Jeg drømmer derfor om et styrket borgernært og solidt sundhedsvæsen, som tager udgangspunkt i borgernes behov, og som bor og prioriteres lokalt i tæt samspil med de praktiserende læger og lokalsamfundets mange indsatser og ressourcer – og som naturligvis har et solidt samarbejde med hospitalerne, når borgerne har brug for specialiseret behandling.